Hele fem spadestik skulle der til for at sætte gang i byggeriet af Panum tårn, der fra 2015 skal huse forskere og studerende på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard, A.P. Møller Fondens bestyrelsesformand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen, rektor Ralf Hemmingsen og dekan Ulla Wewer tog alle fat i spaden for at markere starten på det nye byggeri.

Når byggeriet står færdigt i 2015, vil Panum åbne sig for omverdenen med grønne parkområder og en plads foran det nye 15 etagers forskertårn. Med byggeriet får fakultetets forskere og studerende blandt andet state of the art laboratorier, auditorier og undervisningslokaler samt cykelkælder og kantine. Samtidig bliver der skabt nye grønne parkområder, en boldbane, en stor ny forplads og et udsigtspunkt med mulighed for offentlig adgang på øverste etage.

A.P.Møller-fonden finansierer med en donation på 625 mio. kr. ca.  halvedelen af byggeriet, mens de resterende beløb hovedsagligt kommer fra en bevilling afsat på Finansloven til modernisering af universiteternes laboratoriefaciliteter. Det nye Panum er tegnet af arkitektfirmaet C. F. Møller i samarbejde med Rambøll Rådgivende ingeniører og SLA landskabsarkitekter.