En mand af rette støbning

En ting er bombesikkert i Omniscan-skandalen.

Om føje tid vil et publikum med høj etisk cigarføring – sikkert anført af netværket Læger uden Sponsorer - kaste sig over professor i radiologi, Henrik Thomsen. Hans rolle i sagen er yderst tvetydig – og bestemt ikke uproblematisk.

Ballet blev åbnet af virksomheden bag Omniscan, GE Healthcare, der, straks efter at anklagerne mod kontrastvæsken blev rejst, gik til modangreb. Det skete ved at indlede systematisk miskreditering af radiologiprofessoren fra Herlev.

»Henrik Thomsen driver et personligt korstog mod vores projekt,« sagde sikkerhedsdirektøren Hugo Flaten fra GE Healthcare, hvorefter han tilføjede, at professorens angreb »ikke er baseret på videnskabelig dokumentation«, og at han havde »vanskeligt ved at forstå årsagen til det.«

Dermed bankede han sin knytnæve ind på det ømme punkt i kritikken af Omniscan.

Radiologiprofessoren er den mest fashionable del af kritikken. Han er en stor kanon inden for radiologien, og da ganske særligt, hvad angår nyresyge patienter. Men det vigtigste motiv til at gå i lag med Henrik Thomsen er nok, at han i den grad var drivkraften bag lanceringen af Omniscan i Danmark og også i Europa. Det var ham og afdelingen på Herlev, der udførte mange af de kliniske forsøg, som var forudsætningen for at opnå godkendelsen til at anvende Omniscan til mr-scanninger af nyresyge patienter.

Disse forsøg blev finansieret af Omniscan-producenten, og her lægger man ikke skjul på Henrik Thomsens store betydning for Omniscans udbredelse.

Professoren havde altså sine fingre dybt nede i producentens lommer i den periode. Dengang var Salutar ejet af det norske Nycomed. Det var først senere, at GE Healthcare købte virksomheden op og ved samme lejlighed fik retten til at få sit navn sværtet til af skandalen. Men det forandrer jo ikke det etiske dilemma, som radiologen fra Herlev er landet i.

Dengang dokumenterede Henrik Thomsen, at tungmetallet i kontrastvæsken ikke kunne genfindes i hverken blod, dialysevæske eller afføring hos alvorligt nyresvækkede patienter, heller ikke op til en uge efter, de har fået kontrastmidlet. Disse forsøg blev helt afgørende for Omniscans overbevisende – og sikkert også økonomisk komfortable - indtog på et nyt marked.

I dag ved vi, at Henrik Thomsens konklusion var katastrofal. Det ved han også selv, og han ved også, hvorfor det gik galt, nemlig at der blev ledt de forkerte steder efter spor af tungmetallet. Og man ventede heller ikke længe nok med at se efter andre reaktioner.

Man kan vælge at synes, at det miskrediterer professorens kritik af Omniscan, at han var fedtet ind i godkendelsen af lægemidlet. Samvittigheden må ganske rigtigt gøre ondt, og den professionelle stolthed må være berørt. Men svækker det hans kritik? Ikke det mindste. Tværtimod, det styrker da hans argumentation. Her er en forsker, som simpelt hen blev den store bølgebryder for kontrastmidlet, og så erkender han, at han ikke kan stå inde for sine egne anbefalinger.

Var det, han gjorde dengang, forkert? Skulle han have holdt sig væk fra de industribetalte forsøg? Absolut ikke. Hvis ikke den slags kliniske forsøg kan foretages på det højeste niveau, så dur det ikke.

Det kan ikke – og må ikke - være anderledes.

For de uforstandige kan det ligge snublende nær, at forklaringen på, at det gik galt, er, at forskerne var i industriens lomme, fordi de fik forsøgene betalt. Men den slutning er alt for forsimplet. Det skal naturligvis undersøges, om der lå andre motiver bag forsøgenes udfald. Det kommer man ikke udenom. Især ikke, hvis systemet med industrifinansierede forsøg i sygehussektoren skal fortsætte med moralen i behold.

Men indtil sådanne resultater af en kommende efterforskning foreligger, kan man kun betragte Henrik Thomsen som en mand af rette støbning.