Smart, men også for smart

Sådan er det også gået med finanslovsforhandlingerne denne gang.

Da regeringen i sin tid offentliggjorde sine sygehusplaner, var der bred politisk enighed bag dem.

Der skulle satses på store hospitaler med afdelinger med kvalitet og rutine. Dertil kommer et effektivt akutberedskab, der lynhurtigt kan være fremme hos patienterne.

Dengang var det en overraskelse, at Dansk Folkeparti lod sig overbevise. Indtil da havde partiet været et stærkt bolværk mod enhver hospitalslukning.

Men denne gang lykkedes det at få Dansk Folkeparti med på holdet, og siden tog partiets repræsentanter imod hårdhændet kritik af deres opbakning. Men de var modige, og de stod fast. Det var klogt. Principperne bag planerne er nemlig gennemtænkte, og det gælder også lokaliseringen af hospitalerne.

Sådan ser man ikke på det i Vestjylland.

I Holstebro og omegn er vreden over planerne massiv. Regionsformand Bent Hansen har fået besked om, at han ikke skal vise sig, og at hans plakater vil blive revet ned, hvis han hænger dem op.

Synderlig demokratisk er det ikke. Fairplay er ikke en del af valgkampen på de kanter.

Midt i denne bitre strid skiftede ledelsen af Dansk Folkeparti mening om placeringen af det nye vestjyske superhospital. Akkurat forud for regions- og kommunalvalget åbnede Thulesen Dahl op for den alternative placering af superhospitalet ved Aulum.

Formålet var tydeligt.

Der skulle fiskes stemmer til Dansk Folkeparti på bekostning af Socialdemokraterne og de andre partier, som bakker op om Gødstrup-planerne. At partiet ved samme lejlighed kunne ydmyge regionerne, var sikkert en tillægsgevinst.

Formentlig har Thulesen Dahl aldrig troet på, at hospitalet kunne flyttes fra Gødstrup til Aulum.

Han var godt klar over, at Lars Løkke Rasmussen havde investeret alt for meget prestige i Gødstrup-løsningen. Men netop derfor kunne Dansk Folkeparti sælge sig selv særlig dyrt i finanslovsforhandlingerne.

Se, det er smart, hvis man vil opnå resultater. Thulesen Dahl lægger op til det, man i skak kalder en gambit – han spiller en lækkerbisken ud og ofrer den for at opnå en endnu større fordel, nemlig en synlig forbedring af akutberedskabet i Vestjylland, og den forbedring skal godkendes af Dansk Folkeparti.

Derved kommer Dansk Folkeparti til at fremstå som den store redningsmand. En sand frihedskæmper.

Bagsiden er imidlertid, at Thulesen Dahl har genåbnet såret. Han har sået et håb hos vestjyderne. Han har svækket argumenterne bag planerne, og det får konsekvenser ikke bare i Vestjylland, men alle steder, hvor små hospitaler lukkes, mens opgaverne flyttes til større og mere kapable hospitaler.

Den ro, som snart ville have sænket sig over hospitalerne, er afløst af nye bekymringer. Når en profil som Thulesen Dahl er utryg, så må der være grund til mistro.

Dansk Folkeparti vil bestyrke Vestjylland i, at Østjylland er i gang med århundredets hospitalstyveri, et svindelnummer af rang. Enorme følelser er vakt til live.

Alt det har Dansk Folkeparti udvirket ved sin kynisme.

Hvis roen skal genoprettes, så må bearbejdningen af Vestjylland nærmest starte forfra. Der skal skabes tro på, at befolkningen på de kanter ikke er ladt i stikken, og det skal vel at mærke være sandt.

Fagkundskaben, lægerne og eksperterne skal på ny i gang med at argumentere for den valgte løsning.

Men frem for alt skal der på højeste politiske niveau indgås bindende aftaler, så opbakningen til planerne ikke kan skride, så snart andre smarte politikere har brug for at fiske stemmer.