Kryds fingre for Riget

Det handler om noget så gammeldags som stolthed og oprejsning.

Ikke desto mindre udspiller det sig i vor tid og i Københavns Byret, hvor Rigshospitalet anført af Jannik Hilsted har trukket DR’s generaldirektør Kenneth Plummer og en journalist i retten i en spektakulær injuriesag.

Anledningen er en dokumentar, ’Når lægen ved bedst’, som blev bragt i september 2008. Mange vil huske udsendelsen for en spektakulær scene, hvor en DR-journalist spænede efter en kræftlæge, Jens Benn Sørensen, på cykel og i fuld fart væk fra Rigshospitalet – og for anklagen, der blev skreget ud efter ham: »Hvad har du brugt pengene til?«. Pengene, journalisten sigtede til, var et bidrag fra industrien til lægens forskning i lungehindekræft, og hendes spørgsmål, der forblev ubesvaret, havde alene til hensigt at miskreditere lægen.Det lykkedes til fulde.

I processen følte Rigshospitalet sig også ramt. Det er trods alt ikke hver dag, at en journalist fra et såkaldt lødigt medie undergraver tilliden til ledende medarbejdere ved hovedstadens fine gamle sygehus. Anklagen ramte hårdt, og hospitalsledelsens vurdering var, at man ikke kunne stille noget som helst op over pressen. I de dage var Rigshospitalet som et såret dyr, og reaktionen blev derefter, nemlig denne retssag, der begyndte i denne uge, og hvor der falder dom om måske en måned.

Sympatien er bestemt på Rigshospitalets side, men det bliver utroligt svært at vinde sagen. Udsendelsen hører ganske vist til blandt de mest ondskabsfulde karaktermord i DR’s historie. Alt blev taget i anvendelse for at nedbryde tilliden til kræftlægen. Han blev beskyldt for at være grisk, korrupt, videnskabeligt uhæderlig, en selvoptaget nar foruden en elendig læge, der fravalgte dokumenteret effektfuld medicin for at anvende billig ’forsøgsmedicin’ i behandlingen af meget svage patienter. Men beskyldningerne forblev i hovedsagen usagte. På den måde er denne dokumentar utrolig professionelt og koldblodigt skruet sammen.

Derimod viste det sig efterfølgende, at relevante udtalelser, der ikke bakkede op om udsendelsens præmis, simpelthen blev redigeret bort. Eksperter, der i udsendelsen fremstod som kritikere af kræftlægens metoder, følte sig efterfølgende misbrugt, om man så må sige ’i en anden sags tjeneste’. Snarere end regulære injurier er udsendelsen fyldt med udeladelser og manipulationer.

Det er ellers en vigtig sag, også for andre i sundhedssektoren. Sundhed er sandsynligvis det hurtigst voksende stofområde i danske medier overhovedet. Masser af denne journalistik er bestemt kompetent. Men der er også undtagelser, og de bliver værre og værre, måske fordi kravene til skandaler – eller i lige så høj grad: mirakler – er vokset dramatisk. Derfor er det slet ikke ualmindeligt, at journalister skriver direkte mod bedre vidende. Selv kvalitetsmedier kan forfalde til at sammensætte deres kilder efter forgodtbefindende, simpelthen for at nå frem til den skarpeste konklusion.

Effektjageriet dyrkes overalt, og især på tv, og da ganske særligt i denne udsendelse. Da journalisten ventede på Jens Benn Sørensen ved cykelstativerne uden for Rigshospitalet, så var det gennemtænkt. Journalisten vidste udmærket, at kræftlægen ville stikke af – og at han dermed ville levere det synlige bevis på udsendelsens påstande om hans karakter, altså at han var en slet person, højst tænkeligt også i lommen på producenten. Som forudset plumpede han i.

Efter udsendelsen var langt hovedparten af seerne overbevist om hans skyld. Dagen efter at dokumentaren blev bragt, fik Jens Benn Sørensen – bare for at understrege sagens alvor – et anonymt opkald, hvor en mandsstemme meddelte ’I bliver slået ihjel’. Så blev røret lagt på. Siden har han fået to lignende opkald, hvortil kommer et antal hademails. Det siger lidt om, hvor store følelser sådanne dokumentarudsendelser kan piske op.

Også derfor kan man håbe på en sejr til Rigshospitalet – for at få stoppet det skråplan, som  sundhedsjournalistikken er på vej ned ad.

Der er altså masser af gode anledninger til at tage kampen op med DR, når landets største medie- og kulturinstitution i den grad misbruger sin magt. Men var det klogt af Rigshospitalet at indlede dette retsdrama? Hvis sagen vindes, er det pressen med DR i spidsen, der skal fortolke resultatet. Hvis den tabes, så er der fri bane for DR til at sole sig i triumfen. En såkaldt lose-lose-situation.

Nøgternt betragtet var det uklogt at slæbe DR i retten. Men hvem ved – måske vælger pressen at publicere sandheden, og så kan det også blive en vindersag.

Det var nok heller ikke begavet af Rigshospitalet – rent strategisk – at lægge sig ud med DR, der alene i sine nyhedsudsendelser (tv- og radioaviserne, Deadline og DR Update) nævner Rigshospitalet næsten fire gange oftere end kollegerne på universitetshospitalerne i Århus (inkl. Skejby) og Odense. Det er nemlig tilfældet. Rigshospitalet er kæledægge.

Til gengæld har ledelsen på Rigshospitalet valgt at tage disse risici for at bakke maksimalt op om en medarbejder, der har fået grovfilen.

Er det klogt? Nej.

Er det anstændigt? Bestemt.

PS: Udsendelsen indeholdt to vigtige pointer, nemlig at patienter skal have klar besked om, hvilke forsøg de indgår i, og at lægerne er sløsede med at indberette deres relationer til industrien. De pointer spiller bare en klart underordnet rolle i forhold til karaktermordet på kræftlægen.