Spis dog brød til

Den får alt, hvad den kan trække, når konsekvenserne af de aktuelle fyringer på hospitalerne skal gøres op.

Øjensynlig vil alt bryde sammen. »Operationerne og millionerne ender i det private«, skrev sygeplejerskernes formand i et debatindlæg i Dagens Medicin, og det synspunkt deles af stort set alle fagforeningsfolk. Efter disse fyringer får man det indtryk, at de offentlige hospitaler ikke længere magter at sørge for deres egne patienter. Faktisk burde staklerne, der allerede er indlagt, nærmest forlange straks at blive overført til privathospitalerne.

Det indtryk får man, når man læser dagbladene i disse dage. TV-aviserne svælger i sygehusenes nedtur. Oppositionen slubrer det hele i sig. Det synes sikkert og vist, at en tsunamilignende katastrofe har ramt de offentlige sygehuse.

Men er det sandt?

Herlev Hospital har fyret 136 medarbejdere, og det er jo dér, fyringerne har været værst. I hovedsagen har fyringerne ramt sosu’er. I feltet af afskedigede er ganske få sygeplejersker og endnu færre læger. Er det en katastrofe? Ikke just. Er det et problem? Ja, men i forhold til patienterne burde det kunne løses.

Mankoen i Herlev Hospitals regnskab er 200 mio. kr. Det er mange penge, hvis man veksler beløbet om til enkroner og stabler mønterne oven på hinanden. Men er det mange penge i forhold til hospitalets samlede omkostninger? Ikke just.

For pokker, Herlev Hospital har næsten 5.000 ansatte. 140 medarbejdere er altså kun 2,8 pct. Oven i købet har ledelsen på Herlev erkendt, at man var kommet til at ansætte for mange medarbejdere i løbet af året. Oven i antallet af fyrede medarbejdere skal selvfølgelig lægges et antal nedlagte stillinger, og det bringer det samlede antal nedlagte stillinger op på 500. Men disse stillinger var jo ikke besat. At nedlægge stillingerne forringer trods alt ikke kvaliteten af sygehusenes ydelser. Det forringer kun den fremtidige kvalitet.

Det egentlige problem er mentalt, nemlig at det er utrolig demotiverende, at økonomien nu (for en tide) skal sætte en stopper for en uhyre fornuftig udvikling, hvor hospitalerne er blevet meget bedre til patientbehandling. Det er oven i købet en periode, hvor de offentlige sygehuse faktisk har givet privathospitalerne baghjul. Det offentlige sygehusvæsen har i 2009 tilkæmpet sig en styrkeposition, og de aktuelle sparerunder burde ikke få tingene til at falde fra hinanden.

Nej, det offentlige sygehusvæsen er ikke sønderskudt. Spareplanerne er utrolig irriterende. De burde sandsynligvis aldrig være gennemført, bl.a. fordi en del af de ikke-budgetterede omkostninger skyldes effektiviseringer, hvor afdelinger er slået sammen. Men besparelserne er ikke katastrofale. Kan nogen huske, at hospitalerne jublede, da de fik deres budgetter udvidet med et par procent?

Spis dog brød til. De næsten opgivende reaktioner er reelt til stor skade. Patienterne tror jo, at det er sandt, at sygehusene er ved at blive ødelagt. Deres stolthed ved at blive betjent af dygtige læger og sygeplejersker forsvinder. På en måde er patienterne blevet gidsler i en politisk kamp om at få tilført flere penge til hospitalerne, og det er ikke fair.

Det, vi har brug for lige nu, er at få undersøgt til bunds, hvad der er gået galt. Vi er nødt til at få overblik over de mekanismer, som har ført til budgetoverskridelserne.

Er det virkelig personalets fantastiske produktivitetsfremgang, der straffer hospitalerne?

Er det hospitalernes økonomistyring, som har svigtet? Den forklaring ønsker Region Hovedstaden åbenlyst at fremme, senest ved at skille sig af med Helge Kjersem fra Herlev Hospital.

I slutningen af 2009 valgte Region Syddanmark at skille sig af med topchefen på OUH, Jens Otto Jeppesen, da det (vistnok) viste sig, at han heller ikke havde styr på økonomien på sit hospital. Det er åbenbart den nye orden, at hospitalsdirektører er blevet en truet art.

Men vi andre er ikke så sikre i vores sag som regionerne. Vi behøver overblik over situationen og sikkerhed for, at det ikke sker igen.

Og lad os se at komme videre.