Sygehusdirektører, en truet race

Nu vil regionerne ikke længere finde sig i, at instrukser om at holde sig inden for budgetterne ikke bliver overholdt. Få styr på økonomien, ellers er det ud af klappen.

Sådan gik det med Herlev Hospitals Helge Kjersem. Han er egentlig en vaskeægte succes som hospitalsdirektør. Han kom til Herlev efter at have været chef for Norges største sygehus.

Også det norske sygehus var i krise, da han ankom – og befriet, da han forlod det. Før det ledede han Rigshospitalets Neurocenter, der også trængte til rigtig ledelse. Det lykkedes også. Hans eftermæle er upåklageligt begge steder.

Så kom han til det kriseramte Herlev Hospital, der var drevet i sænk af kræftskandalen og en uproduktiv kultur. Men også den organisation rejste han op og støvede af. Inden den ærgerlige fyringsrunde var Herlev Hospital blevet et stærkt og effektivt hospital med ny selvtillid og engagement.

Alle muligheder var til stede for at fastholde hospitalet på sit nye niveau. Indtil chefen blev fyret, altså. Men Helge Kjersem var så ubetænksom at indrømme, at hospitalet var kommet til at ansætte lidt for meget personale. Egentlig en forbløffende og befriende ærlighed. Men så blev han sat på porten.

Én direktørfyring kan være et tilfælde, men to af slagsen, så kan der være tale om en tendens, og der er faktisk to store afskedigelsessager på sygehusenes direktionsgange.

I Region Syddanmark blev den øverste hospitalsdirektør, Jens Otto Jeppesen, nemlig også forflyttet til en markant mindre stilling efter at landets største sygehus, OUH, kørte skævt af sit budget – og tingene lod sig ikke rette op af at skabe et internt vikarbureau.

Tværtimod førte bureauet til arbejdsnedlæggelser blandt sygeplejerskerne, og så dukkede hospitalsdirektøren pludselig op i en mere marginal position, tilsyneladende efter en kammeratlig samtale med regionens stærke sundhedsdirektør, Jens Elkjær.

Det hele foregik i al stilfærdighed. Region Syddanmark passede godt på sin betroede leder.

Så heldig var Helge Kjersem ikke. Gensidig overenskomst, kaldte regionen det ganske vist, og regionens formand Vibeke Storm Rasmussen (S) bedyrede, at Kjersem skam ikke blev fyret, men sådan plejer det jo at lyde.

Tilbage står spørgsmålet – blev den norske Herlev-direktør behandlet ordentligt? På det foreliggende grundlag – og det er bestemt mangelfuldt, må man erkende – virker det bestemt ikke i orden.

At Herlev Hospital havde besvær med at leve op til sine budgetter har været kendt længe. Allerede i august, og siden i oktober, er budgetproblemerne blevet drøftet med regionen. I efteråret gik regionen med til, at Herlev-ledelsen kunne få lov at producere sig ud af vanskelighederne. Det lykkedes bare ikke. Men mon ikke regionen kunne have forsikret sig om den situation måneder tidligere end i januar 2010.

Man kan mistænke regionen for at ville udskyde problemet og illudere, at problemet var dukket op som trold af en æske. Hvis Vibeke Storm Rasmussen og hendes højrehånd, Helle Ullrichsen, havde udvist rettidig omhu, så var bomben sprunget inden valgkampen til regionsvalget. Men det kunne være blevet katastrofalt for den siddende regionsformand (som der også blev gjort store krumspring for at komme af med). Derfor skulle problemerne måske komme som en overraskelse og måske blev den tilhørende dramatik forklaringen på, at Danmark skulle kassere en dygtig hospitalsdirektør.

Helge Kjersem kunne også være et offer i en helt anden sags tjeneste. Lige nu har regionerne brug for ro på bagperronen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i fuld offentlighed åbnet mulighed for at lukke regionerne ned (»bare et ord fra Villy (Søvndal,red.)«, sagde han, »så lukker vi regionerne«), og det kan have givet Region Hovedstaden et særligt behov for at finde en syndebuk uden for selve regionen. I forvejen er netop Hovedstadsregionen en åbenlys belastning for regionernes langsigtede overlevelsesevne, fordi forholdet mellem statsministeren og Vibeke Storm Rasmussen er mere end koldt.

Måske drejer Kjersems fyring sig også om en særlig stil i Region Hovedstaden. I andre regioner har man indtryk af, at politikerne, forvaltningerne og hospitalerne står sammen om at løse problemerne. Dér er det ikke god tone at hænge sine hospitalsledere til tørre, og da slet ikke de ansatte.

I Hovedstaden kan man derimod være helt sikker på, at man ikke står sammen om problemerne. Man kan også være helt sikker på, at hverken politikere eller forvaltningen vil tage et medansvar for problemerne.

Nej, det ansvar falder næsten altid tilbage på hospitalerne, enten ledelsen eller også de ansatte, som regel lægerne. Sådan var det med kræftskandalen. Sådan var det med Omniscan-sagen. Sådan er det altid, og således også med budgetoverskridelserne.

Medgivet, det er spekulativt. Men det skyldes massiv underforsyning af oplysninger om, hvad der foregår, og denne underforsyning er Region Hovedstaden indlysende ansvarlig for. Åbenbart er det på de kanter legitimt at smide folk på porten uden at fremlægge de egentlige forklaringer.

Sagen om Helge Kjersems fyring/fratrædelse/gensidige aftale kan så føje sig til alle de mange andre grunde til ikke at søge job som hospitalsleder, især ikke i Hovedstadsregionen. Lønnen er beskeden, især i sammenligning med regionernes forvaltningschefer, der jo ikke har operationelt ansvar for særligt mange ansatte.

Helge Kjersem havde altså ansvaret for 5000 ansatte, undskyld 4700. I al beskedenhed. Økonomistyringen er også blevet umulig, fordi regionerne forlanger budgetdisciplin, mens ministeriet forlanger produktivitet – og det godtog regionerne, som bekendt. (Regionerne har netop bevilget sig selv tre mio. kr. til at ansætte økonomer, mens sygehusene skal afskedige sundhedspersonale).

Oveni i den beskedne løn og de elendige muligheder for at leve op til forventningerne er så, at du kan blive smidt på gaden uden yderligere begrundelser.

Til unge ledertalenter er der kun ét at sige – søg ind i centraladministrationen.