Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og professor og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen er de personer med størst gennemslagskraft i offentligheden på sundhedsområdet.
Sådan lyder vurderingen fra Dagens Medicins Magtpanel, der har vurderet 300 af de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren inden for seks områder: formel position, egen indsats, faglig anseelse, personlige kontakter, gennemslagskraft i offentligheden og endelig den samlede vurdering.
Sidste år toppede Sundhedsstyrelsens direktør Else Smith listen efter et år, hvor hun havde ledt danskerne sikkert igennem både fugle- og svineinfluenza. I år daler hun til listens 7. plads.
I stedet belønnes Danmarks tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der siden 2002 har været dagsordensættende inden for sundhedsvæsnet som først sundhedsminister, derefter finansminister og siden som statsminister.
Dermed er Løkke tilbage på den førsteplads, han også besad i 2010, men sidste år måtte afgive til Else Smith efter at have været belastet af både en sag om overbetaling af privathospitaler og voldsom kritik for placeringen af sygehuset i Gødstrup.
I 2012 må han dog dele topplaceringen med infektionsmediciner Bente Klarlund Pedersen, der avancerer fra sidste års 7. plads.
Bente Klarlund Pedersen er i den brede befolkning kendt som forfatter og brevkassebestyrer – blandt andet i Politiken, hvor hun i 2010 overtog Chris MacDonalds job som sundhedsekspert i spalterne.
Men Bente Klarlund Pedersen tiltrak sig også negativ opmærksomhed i 2011, da hun blev trukket ind i skandalen om Milena Penkowas forskningssnyd, og som konsekvens måtte trække sig fra to internationale videnskabelige tidskrifter samt tage orlov fra arbejdet i landets største private forskningsfond, Novo Nordisk Fonden, ligesom hun også selv er blevet indklaget til Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).
Det har dog ikke påvirket Dagens Medicins syv mand store Magtpanel, der alle vurderer Bente Klarlund Pedersen gennemslagskraft til en topplacering.