Dagens Medicin fortsætter nedtællingen til kåringen af landets mest magtfulde personer i sundhedsektoren.
Fredag bragte vi listen over de 100 personer med den højeste faglige anseelse og i går kunne du læse, hvem der er bedst til at trænge igennem i offentligheden med et budskab om sundhedsområdet.
I dag kan du læse, hvordan Dagens Medicins Magtpanel vurderer det personlige netværk hos flere end 300 af de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren.
Øverst på listen sidder Sundhedsministeriets magtfulde afdelingschef, Vagn Nielsen, der i år gør comeback i toppen af listen over personer i sundhedssektoren med de bedste kontakter. Vagn Nielsen er således avanceret fra sidste års 17. plads – den laveste placering nogensinde for Vagn Nielsen.
Han betegnes som en embedsmand til fingerspidserne: Fagligt kompetent næsten ud over det sædvanlige, undgår for alt i verden rampelyset og læner sig op ad få, men tætte kontakter og sin årelange erfaring fra sundhedsvæsenet.
En erfaring, han har fået efter 27 år med sundhedsstof i ministeriet og tilstedeværelse i en række udvalg inden for Sundhedsministeriets område, ligesom han også er ministeriets repræsentant i en række bestyrelser. Blandt andet var han - bortset for de første 3 måneder - næstformand i bestyrelsen for Hovedstaden Sygehusfællesskab, så længe det eksisterede.
Privat er han gift med Marianne Rex Sørensen, vicedirektør i Lægeforeningen.
I 2012 er der lagt op til et tæt parløb mellem Vagn Nielsen og ministeriets nye departementschef Per Okkels, der – som tidligere direktør for Danske Regioner – i årevis har haft et tæt samarbejde med Vagn Nielsen.
På fredag kan du læse, hvor ministeriets stærke makkerpar samt 98 andre personer placerer sig på listen over sundhedsvæsenets mest magtfulde.