For andet år i træk kan børneafdelingen på Skejby Sygehus glæde sig over at blive kåret til Danmarks bedste på sit felt. Kåringen kommer i et år, hvor ledelsen på afdelingen har haft mere end almindelig travlt.
Ledende overlæge Sten Petersen forlod afdelingen 1. februar, og siden da har oversygeplejerske Inge Pia Christensen stået alene med ledelsen af den store afdeling med godt 450 medarbejdere, 27 overlæger og fire professorer fordelt på 18 fagområder. Lang erfaring som ledende sygeplejerske og et solidt cv med mange lederuddannelser er de seneste ti måneder blevet suppleret med ny indsigt i vagtplanlægning, speciallægeuddannelse, strategiudvikling, økonomi m.v. 1. januar får Inge Pia Christensen forstærkning, når Rune Weis Næraa tiltræder som ny ledende overlæge på afdelingen. Inge Pia Christensen har hver uge haft et kort ugentligt møde med en ’task-force’ af overlæger, men har i øvrigt stået på egne ben med ledelsesansvaret.
Tillid fra alle
»Fra alle sider i personalegruppen har der været tillid til, at jeg kunne repræsentere og varetage alles interesser bedst muligt. Når vi har klaret os så godt gennem året, er det på grund af dygtige og dedikerede medarbejdere på alle poster,« siger Inge Pia Christensen.
Den store børneafdeling på Skejby er i dagligdagen præget af et tæt samarbejde med specialisterne på sygehusets øvrige afdelinger. Samarbejdet udmønter sig bl.a. i, at børn opereret af f.eks. urinvejs- eller hjertekirurger mødes af børnelæger, når de senere kommer til kontrol i de øvrige afdelingers ambulatorier. Tilsvarende går kirurgerne stuegang på afdelingen sammen med børneafdelingens læger.
Samarbejdet med sygehusets øvrige afdelinger fortsætter også på forskningsområdet, hvor børneafdelingen har spydspidsforskning inden for bl.a. nyrepædiatri, hjerte-, kræft- og gigtbehandling.
Børneafdelingen på Skejby udmærker sig også ved at rumme Center for sjældne sygdomme og Center for børn udsat for overgreb, hvor pædiatere arbejder tæt sammen med retsmedicinere og politi. Børneafdelingen vil i det kommende nye universitetshospital i Skejby blive et sygehus i sygehuset, hvor de 0-17 årige får deres eget børne-unge-hospital.
Bedst til pædiatri