Influenzaepidemien har ramt hårdere i 2008 og 2009 end set de seneste år. Det vurderer Statens Serum Institut, skriver Berlingske Tidende.
For op imod 1.000 danskere blev epidemien dødbringende, vurderer instituttet.
»Det er et højt antal, hvis man kigger på de seneste par år, men de har også været meget milde med hensyn til influenza. Historisk set er tallet ikke usædvanligt,« forklarer Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut til avisen.
Ramte i julen
Når Danmark blev ramt hårdere end tidligere, skyldes det blandt andet, at influenzaen brød ud omkring jul.
Når danskere er mere samlet har sygdommen også lettere ved at sprede sig fra person til person, fortæller Kåre Mølbak.
Samtidig udviklede virussen sig i en farligere retning end de sidste par sæsoner.
For få vaccineres
Det er hovedsageligt ældre mennesker, der bukker under for influenza, og selvom vaccination – der er den eneste sikre vej uden om influenza – er gratis for alle over 65 år, så er det alligevel alt for få, der tager imod tilbuddet, mener Ældresagen.
»De seneste tal fra 2007 viser, at det kun er 47 procent af befolkningen over 65, der har fået vaccinationen. Og når vi ved, at det er det eneste, der kan gøres, er det ikke tilfredsstillende. For eksempel viser tallene at der i Region Sjælland kun er 35 procent af befolkningen over 65 år,« siger Kate Larsen fra Ældresagen til Berlingske Tidende.
Hun opfordrer blandt andet praktiserende læger til at blive bedre til at anbefale vaccinen til de ældre. Også uden for sæsonen.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen