Helle Hald – postdoc på Institut for Medicinalkemi – beskæftiger sig med strukturelle studier af membranbundne proteiner. De sekundæraktive peptidtransportere transporterer små molekyler over cellemembraner, og er dermed et vigtigt mål for fremtidens lægemidler.

Tredimensionelle strukturer af proteiner (krystalstrukturer) er et fundamentalt værktøj i forbindelse med kortlægning af proteinets funktion, og i forbindelse med rationel udvikling af lægemidler, der skal interagere med proteinet.

Hvis man kender strukturen af sit protein i atomar detalje, er det muligt at designe lægemidler, der vil interagere med proteinet. Med andre ord – det er nemmere at lave en nøgle til en lås, hvis man kender låsens form.

Strukturel information om membranproteiner er p.t. meget svært at opnå. Det er dog muligt at bestemme strukturer af bakterielle homologer af proteinerne.

Formålet med dette projekt er at bestemme krystalstrukturer af bakterielle homologer af hPEPT1-transporteren – et protein der har stor betydning for kroppens optagelse af lægemiddelstof.