En ny analyse fortaget af Dansk Sygeplejeråd og Megafon viser, at landets hospitalssygeplejersker bruger 12,5 mio. timer om året på dokumentation.
Sygeplejerskerne vurderer selv, at omkring en fjerdedel af den tid – altså mere end tre mio. timers arbejde – kunne skæres væk, hvis man fjernede alt dobbeltarbejdet og leverede ordentlige it-løsninger. Det skriver dsr.dk.
Analysen viser, at syv ud af 10 sygeplejersker oplever, at de skal lave dobbeltarbejde, fordi de skal dokumentere de samme ting i flere forskellige systemer. Og flere end hver anden sygeplejerske oplever, at hun skal dokumentere det samme både på papir og elektronisk.
»Jeg bruger nok dagligt to timer på dokumentationsarbejde. Og en del af den tid går med at skrive de samme patientoplysninger ind i forskellige systemer, fordi der ikke er et moderne it-system, som samler alle informationer. Det er rigtig ærgerligt, for det er selvfølgelig tid, der går fra patienterne,« siger Kirsten Salling, sygeplejerske på levermedicinsk afdeling på Rigshospitalet til dsr.dk.
Hun fortæller også, at sygeplejerskerne skal lave tre screeninger – ernæringsscreening, faldscreening og smertescreening – på alle nye patienter, også selvom de kun skal til kontrol og ser sunde og raske ud.
Brug for oprydning
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, mener, at meget af den dokumentation, der laves i dag, er nødvendig, men hun medgiver, at der er behov for at kigge på de it-systemer, regler og arbejdsgange, der forsinker sygeplejerskernes arbejde unødvendigt.
»Sygeplejerskerne har meget lidt tid til patienterne, så det er helt nødvendigt at få ryddet op i alt bureaukratiet og lavet nogle effektive arbejdsgange,« siger Grete Christensen til dsr.dk.
»Når sygeplejerskerne i øjeblikket vurderer, at de bruger, hvad der svarer til 2.000 fuldtidsstillinger på unødvendigt dokumentationsarbejde, så er der virkelig noget at hente. Jeg vil opfordre regeringen til at komme i gang med afbureaukratiseringen.«
Regeringen har i regeringsgrundlaget skrevet, at den vil iværksætte en reform med fokus på blandt andet faglighed, ledelse og afbureaukratisering.