20.000 ud af de 50.000 recepter, som i går blev udskrevet, nåede aldrig frem til apotekerne inden for normal åbningstid. Fejlen skyldes endnu et nedbrud i Lægemiddelstyrelsens it-systemer, og det betød, at forbindelsen mellem læger og apotekerne var afbrudt mellem kl. 14.11 og 18.15.

Konsekvenserne for patienterne bliver forværret af, at mange apoteker i dag holder lukket på grund af Grundlovsdag, og mange borgere kan derfor først hente deres medicin i morgen.

Gårdagens nedbrud bliver mødt med stor irritation hos kontorchef Lasse Larsen i Lægemiddelstyrelsen, der har ansvaret for receptserveren.

»Nedbruddet skyldes ikke, at receptserveren var nede, men at en af underleverandørerne til det overordnede system ikke kunne sende recepter videre fra lægerne til receptserveren,« siger Lasse Larsen.

I Dansk Apotekerforening udtrykker irritation ikke tilstrækkeligt holdningen til receptserveren. Kommunikationschef Birger Lenvig kalder nedbruddet for uacceptabelt og urimeligt. 

Ifølge kommunikationschefen er tålmodigheden allerede brugt op, og trods de gentagne løfte om forbedringer fra Lægemiddelstyrelsen, så fortsætter nedbruddene.

»Når recepten ikke når frem til apoteket, er det apotekeren, som står i skudlinien, og de kan hverken gøre fra eller til. Selvom det vil være et teknologisk skridt tilbage i tiden, så vil vi hellere tilbage til tiderne med elektroniske recepter via edifact-systemet, hvor recepterne trods alt nåede frem,« siger Birger Lenvig.

Link