Britiske eksperter: 10.000 terapeuter skal behandle angst og depression
Depression og angst er den største årsag til elendighed og lidelse i dagens Storbritannien. Hver tredje familie lider under sygdommene, og kun et fåtal får effektiv hjælp af sundhedsvæsenet. Resultatet er tragisk og koster samfundet milliarder til sygedagpenge og pension. Så kontant beskriver en række fremtrædende økonomer, psykologer og psykiatere vilkårene for den største gruppe af psykisk syge i dagens Storbritannien. I et oplæg fra London School of Economics foreslår de en ’New Deal’ for samfundets indsats mod depression og angst – inspireret af det amerikanske program mod den store økonomiske krise i 1930’erne. Udspillet roses af danske eksperter, men herhjemme er myndighederne foreløbig tilbageholdende og giver kun folk under 38 år adgang til effektiv psykoterapeutisk behandling.
De britiske eksperter fremhæver, at sundhedsmyndighederne via instituttet NICE har anbefalet kognitiv terapi som en effektiv og evidensbaseret behandling, der skal tilbydes patienter med angst og depression. Men Storbritannien har slet ikke behandlere nok til at løse opgaven, der omfatter 6 mio. mennesker. Derfor foreslår de som led i ’New Deal’, at der uddannes 10.000 nye terapeuter over de kommende syv år. Halvdelen skal være psykologer, mens den anden halvdel kan være sygeplejersker og andre fra sundhedsvæsenet, som får en tillægsuddannelse.
Terapeuterne skal organiseres i en national organisation med 250 team, og behandlingen skal fortrinsvis tilbydes ude hos de praktiserende læger, i jobcentre, på arbejdspladser eller hos frivillige organisationer. Eksperterne har regnet ud, at hver behandler kan klare 80 patienter om året, og dermed vil man kunne behandle 80.000 patienter med angst og depression årligt. Samlet set vil planen koste 6 mia. kr., men eksperternes beregninger viser, at det britiske samfund henter en besparelse hjem, der er er ca. ti gange så stor – først og fremmest på mindre sygefravær, arbejdsløshed og førtidspensionering.
Ekspertgruppen omfatter bl.a. den tidligere formand for den britiske lægeforening lord Turnberg, professor lord Layard fra London School of Economics, administrerende direktør Stuart Bell fra South London and Maudsley NHS Trust, der er en sygehusejerorganisation, samt en stribe professorer fra psykologiske og psykiatriske institutter.
Husk medicin
Herhjemme modtages det britiske udspil positivt, selv om de fleste psykiatere, som Dagens Medicin har talt med, understreger, at en del patienter også har behov for medicin og ikke kan nøjes med kognitiv terapi. Men de er enige i behovet for, at samfundet satser på en markant udvidelse af behandlingskapaciteten til angst og depression. Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, professor Poul Videbech, Århus Universitetshospital, Risskov:
»Jeg er meget enig i oplægget. Den manglende behandling af angst og depression er et kæmpemæssigt problem, og samfundet bør stille psykoterapi til rådighed. Der er ingen tvivl om, at der vil være god økonomi i det. Det væsentligste problem i oplægget er til gengæld, at briterne overser, at der findes en gruppe patienter, som har brug for medicin og indlæggelse. Det er vigtigt at have dem med i det samlede billede,« siger Poul Videbech.
Professor Lars Kessing, Rigshospitalet: »Det er helt rigtigt, at det koster samfundet utroligt store summer, at så få patienter med angst og depression behandles. En del af forklaringen er, at der først de senere år er kommet tilstrækkelig god dokumentation for, at kognitiv terapi er effektiv. Men en anden forklaring er, at psykiatrien har glemt de store grupper af patienter med ikke-psykotiske lidelser, efter at man nedlagde de gamle institutioner og indførte distriktspsykiatrien. Men det bliver forhåbentlig bedre, når vi får de nye klinikker for affektive sygdomme,« siger Lars Kessing.
Chefpsykolog Nicole Rosenberg, Århus Universitetshospital, Risskov: »De data, som det britiske forslag bygger på, svarer fuldstændig til vores data herhjemme, og jeg kan fuldt ud genkende den beskrivelse af vilkårene for angst- og depressionspatienter, som beskrives i oplægget. Og det er helt korrekt, at den manglende behandling fører til både stor lidelse for mange tusinde mennesker og store økonomiske tab for samfundet.«
De britiske eksperter regner med, at halvdelen af patienterne vil kunne helbredes. Omsat til danske forhold vil det betyde, at mindst 150.000 mennesker kunne slippe for angst og depression og vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hvis man fulgte den britiske model, skulle der bruges ca. 1.000 terapeuter til opgaven herhjemme.
Ingen hjælp til patienter over 40
Foreløbig har Danske Regioner og Psykologforeningen i slutningen af 2007 indgået aftale om gratis psykologhjælp alene til patienter med depression i alderen 18 til 37 år. Det er sket på baggrund af en statslig bevilling til en forsøgsordning på 20 mio. kr. Ordningen vækker undren hos psykiaternes formand, Poul Videbech:
»Man har åbenbart ikke ret til psykoterapi, hvis man er 38 år eller derover. Det er dybt useriøst. Alle civiliserede lande, vi sammenligner os med, betaler for alle uanset alder. Men det er let at forstå, at man har indført den aldersgrænse for at begrænse udgifterne. Men man skyder sig selv i foden, for det er utroligt dyrt ikke at behandle depression og angst.«
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Fler artiklar
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Psykiatrien er og bliver højt prioriteret