Depressionsramte udstødes på grund af forkert behandling

Tusindvis af danskere kan undgå førtidspensionering og social deroute, hvis den nuværende behandling af depression lægges markant om. I dag udstødes mange depressionsramte fra arbejdsmarkedet, men et projekt på Psykiatrisk Privatklinik i København støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at 85 pct. af patienterne kan forblive i arbejde trods alvorlig sygdom.

Det kræver blot, at de praktiserende læger og psykiaterne samarbejder med patienternes arbejdspladser om at sikre en jobtilknytning, mens behandlingen står på. Det vil samtidig også give patienter bedre chancer for at blive helbredt, fastslår speciallæge Jesper Karle, der har gennemført projektet sammen med sin kollega Lars Aakerlund og cand.scient.pol. Karl-Henrik Baum.

Depression er i dag den næststørste årsag til førtidspensionering, men en simpel kombination af kortvarig, effektiv behandling og et tæt samarbejde med patientens arbejdsplads kan forhindre udstødningen fra arbejdsmarkedet. Psykiatrisk Privatklinik har siden 2005 behandlet 200 patienter hovedsageligt med svær eller moderat depression, og klinikken dokumenterer i en netop offentliggjort rapport, at 80 pct. af patienterne er forblevet i deres gamle job eller har fundet nyt arbejde trods den alvorlige sygdom.

Men hvis andre patienter skal have samme chance, kræver det en væsentlig ændring af den nuværende indsats i sundhedsvæsenet, fastslår Jesper Karle.

»En stor del af den nuværende depressionsbehandling inddrager ikke patientens arbejdsliv. Behandlerne forholder sig alene til sygdommen og behandlingen. Men det øger sygefraværet og kan forværre sygdommens forløb. Der er en udbredt opfattelse i Danmark af, at behandlingen skal tage tid, og at man skal have ro. Det er et regime, man har overtaget fra behandlingen af infektionssygdomme, hvor man skal ligge i sengen, indtil sygdom er gået over, men det holder ikke. Så det, vi foreslår, er et opgør med den gængse behandling og et paradigmeskift. Og der er ikke noget, patienterne hellere vil, end at bevare kontakten med deres arbejdsplads, så det er en populær metode,« siger Jesper Karle.

Medicin og terapi
Der er dog en række forudsætninger, som skal opfyldes, for at indsatsen kan lykkes. For det første skal der være en virksom behandling til rådighed. Uden den ville det være uforsvarligt at forsøge at fastholde den syge i jobbet. Og for det andet skal både patienten, behandlerne og arbejdspladsen være parat til at samarbejde, påpeger Jesper Karle.

Under halvdelen af de ca. 150.000 patienter med depression er i dag i behandling, og en stor del må nøjes med medicin og undvære kognitiv terapi, selv om den behandlingsform ofte har den bedste og mest holdbare effekt. Men på den private klinik i København er man i stand til at tilbyde begge behandlingsformer. Samtidig kommer mange af klinikkens patienter tidligt i sygdomsforløbet, og det har givet optimale forudsætninger for at inddrage patientens arbejdsplads i behandlingen.

»Det er nødvendigt med en dialog mellem den sygdomsramte og behandleren, hvad enten det er en psykiater eller en praktiserende læge og den sygdomsramtes arbejdsplads. Arbejdspladsen skal være parat til at tage hensyn til medarbejderens aktuelle situation og evne til at arbejde. Men vores erfaring har været, at der er en stor åbenhed og parathed til at hjælpe medarbejderne, så det kan lade sig gøre,« siger Jesper Karle.

Når der er etableret et samarbejde, og patienten kan blive ved med at holde kontakten med sin arbejdsplads, er der gode muligheder for at bruge arbejdet som et led i behandlingen, og det gør, at man kan opnå væsentligt bedre behandlingsresultater end med den traditionelle enstrengede behandling.

»Depression giver sig ofte udslag i, at patienten nedvurderer og ringeagter sig selv. Men når behandlingen med medicin og kognitiv terapi begynder at virke, har man en mulighed for at bryde det mønster. Og her spiller arbejdet en vigtig rolle, for det kan give patienten en oplevelse af at kunne præstere noget nyttigt og på den måde bekræfte, at det depressive selvbillede ikke er sandt. På den måde kan man få en synergieffekt mellem arbejde og behandling, som er meget effektiv,« siger Jesper Karle.

Angst støder til
Omvendt kan det være direkte farligt for patienten at blive sygemeldt og isoleret, mens depressionen raser.

»Hvis man ikke inddrager personens arbejdsliv i en i øvrigt god behandling, er der fare for, at patienten afsondres fra sin arbejdsplads. Det er ikke usædvanligt, at denne afsondring medfører angstsymptomer, og derfor oplever patienten en forværring af den oprindelige tilstand. Selv om behandlingen er god, kan personen komme til at opbygge en markant angsttilstand, som bliver en barriere for, at personen bliver rask og kommer i arbejde igen. Og det kan i sidste ende føre til langtidssygefravær, opsigelse, udstødning fra arbejdsmarkedet – og en øget risiko for, at sygdommen bider sig fast og bliver kronisk.«

Stress udpeges ofte som en af de helt store syndere, når det gælder udstødning fra arbejdsmarkedet, og stress får ligeledes ofte skylden for, at så mange rammes af depression. Det er efterhånden veldokumenteret, at stress kan medvirke til at udløse en depression, men Jesper Karle advarer stærkt imod, at man lader den store fokus på stress få indflydelse på indsatsen over for de mennesker, der har brug for behandling. For det vil i mange tilfælde blot gøre ondt værre.

»Hvis en person får hæftet stressbetegnelsen på sig, men i virkeligheden er ved at udvikle en depression, så risikerer man, at sygemelding er den eneste behandling, og så beder man virkelig om problemer, for så vil sygemeldingen trække i langdrag, samtidig med at personen får det værre og værre. Sygemelding er ofte en meget dårlig behandling, som forværrer den depressive tilstand. Samtidig medfører debatten om stress, at mange behandlere går med ind i den deprimeredes univers og fejlagtigt tror, at personen ikke kan klare sit arbejde mere. Det kan føre til, at personen anbefales et jobskifte, men det vil man sjældent kunne klare midt i en depression, så det vil ikke sjældent føre til udstødning fra arbejdsmarkedet,« siger Jesper Karle.

Jesper Karle peger på, at behandling, der tager fat i både sygdommen og patientens jobsituation, kan udføres både i psykiatrien og hos de alment praktiserende læger, og her kan lægerne med fordel inddrage andre faggrupper, f.eks.socialrådgivere.