Nordjyder screener for depression på arbejdspladsen
Som de første i landet er psykiaterne i Region Nordjylland gået i gang med at opspore psykisk sygdom, især depression og angst, på arbejdspladserne for at sætte ind med hjælp og behandling så tidligt som muligt. Målet er dels at sikre effektiv behandling til de mange syge, der i dag går rundt uden at få hjælp, og dels at forebygge, at sygdommen bryder ud hos dem, der har tidlige tegn på depression, fortæller lederen af projektet, professor Povl Munk-Jørgensen fra Enheden for Psykiatrisk Forskning i Region Nordjylland.
Projektet ’Psykisk sundhed på arbejde’ er en del af regionens plan for at styrke indsatsen mod de store psykiatriske folkesygdomme som depression og angst. Planen er, at virksomhederne i regionen skal kunne tilmelde sig og få screenet medarbejderne for depression.
»Vi ved fra andre undersøgelser – både danske og udenlandske – at halvdelen af mennesker med psykiatriske folkesygdomme ikke søger behandling. Hvis vi kan opspore dem, vil vi forholdsvis enkelt kunne bedre deres livskvalitet. Og i erhvervslivet har vi mødt nogle særdeles motiverede samarbejdspartnere – både blandt medarbejdere og ledelse, og derfor håber vi, at projektet kan vise sig at være en effektiv måde at behandle og forebygge depression på,« siger Povl Munk-Jørgensen.
Depression tages i opløbet
Det er dog ikke kun mennesker med en regulær depression, som skal have bedre hjælp. Projektet lægger også op til at finde de mennesker, som viser tegn på at være på vej til at udvikle en depression, og som bl.a. slås med træthed og koncentrationsbesvær i hverdagen. Ifølge Povl Munk-Jørgensen er der gode muligheder for at hjælpe dem, hvis der sættes ind tidligt i forløbet.
»Vi ved fra undersøgelser, at 20 pct. af de mennesker, der har symptomer på depression uden at opfylde de formelle kriterier, udvikler en regulær depression i løbet af et år. Derfor vil vi tilbyde et forløb med kognitiv terapi hos en psykolog til denne gruppe for at forebygge depression og højne deres livskvalitet,« siger han.
Indtil nu har én virksomhed gennemgået et forløb, og yderligere tre står på venteliste, selv om psykiaterne ikke har gjort reklame for projektet. Når en virksomhed tilmelder sig, får medarbejderne tilsendt et spørgeskema på privatadressen med spørgsmål om deres psykiske helbred. På den måde får man også kontakt med sygemeldte medarbejdere.
Svarene scannes ind og vurderes af specialister fra psykiatrien. Personer, som ser ud til at lide af depression, eller som viser tegn på at være på vej til at udvikle en depression, bliver indkaldt til en grundigere samtale på halvanden time hos en psykiater. Hvis personen har en depression, tilbydes behandling med det samme, og personer med tidlige tegn på depression får tilbudt et forløb på seks samtaler hos en psykolog.
Effetivt og billigt
I Beredskabscenter Aalborg, som var den første virksomhed, der deltog, blev 18 medarbejdere inviteret til samtale, og 6 fik efterfølgende tilbudt forebyggende samtalebehandling hos en psykolog. Og det viser ifølge Povl Munk-Jørgensen, at samarbejde mellem sundhedsvæsen og virksomheder kan være en effektiv og billig vej til at opspore og behandle skjult depression.
»En målrettet indsættelse af ekspertisen tidligt i forløbet betyder, at behandlingen kan gøres ret prisbilligt og mere effektivt, end hvis personerne går rundt med ubehandlet sygdom eller symptomer i lang tid. Samtidig viser det sig, at effektiviteten er høj, når man samarbejder med virksomhederne. Her er både ledelse og medarbejder meget motiverede og godt klædt på til at gå ind i den slags samarbejde,« siger Povl Munk-Jørgensen.
Ud over Povl Munk-Jørgensen medvirker fire overlæger, en psykolog, en forskningssygeplejerske og en djøf’er i projektet, der støttes økonomisk af Spar Nord Fonden. Alle deltager ved siden af deres normale job i psykiatrien. Depressionsforeningen er med som rådgiver.
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Fler artiklar
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Psykiatrien er og bliver højt prioriteret