Omniscan-patienter får erstatning
Yderligere to Omniscan-patienter har fået erstatning for de mén, de har fået efter mr-scanning med kontrastmidlet Omniscan. Arbejdsskadestyrelsen har i en såkaldt vejledende udtalelse vurderet de to patienters varige mén-grader til henholdsvis 80 og 45 pct., og Patientforsikringen har valgt at følge Arbejdsskadestyrelsens vurdering. Mén-graderne udløser godtgørelser på henholdsvis ca. 464.000 kr. og 314.000 kr.
Vil danne præcedens
Patientforsikringen vurderer, at de to sager vil kunne danne præcedens for en stor del af de øvrige anmeldelser, som foreløbig er modtaget vedrørende skader efter scanning med Omniscan. Sagsbehandlingen af de øvrige tilbageværende 25 sager har været sat på pauseknap, mens Arbejdsskadestyrelsen vurderede de to ’prøvesager’. I en skriftlig udtalelse vurderer Patientforsikringen nu, at de vejledende udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen »kan kvalificere og smidiggøre behandlingen af de øvrige sager«.
Ud over godtgørelse for deres mén er Patientforsikringen nu i gang med at beregne godtgørelse og erstatning for tabt erhvervsevne, tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte, vansir og øvrige udgifter, som de to nyrepatienter har fået. Af de 28 anmeldelser, Patientforsikringen har modtaget fra nyrepatienter, der har udviklet den alvorlige bivirkning nefrogen systemisk fibrose (NSF) efter mr-scanning med Omniscan, er foreløbig kun én sag endeligt afgjort, og der er tildelt en samlet erstatning på over 1,5 mio. kr. – Patientforsikringen ønsker ikke at oplyse det præcise beløb.
Hellere undskyldning
43-årige Kirsten Tetsche fra Vanløse er en af de to NSF-patienter, der nu har fået fastsat sin varige mén-grad af Patientforsikringen. Kirsten Tetsches mén-grad er sat til 45 pct., men hun har endnu ikke bestemt sig for, om hun vil anke afgørelsen. Kirsten Tetsche blev allerede som 38-årig hårdt ramt af bivirkninger efter en scanning med Omniscan på Herlev Hospital.
»Pengene betyder ingenting. De hjælper mig ikke. Jeg ville hellere undvære pengene og være rask. Det kan gøre mig lidt bitter, at ingen i sundhedsvæsenet nogensinde har beklaget det helvede, jeg har været gennem. En undskyldning fra Herlev ville være passende,« siger Kirsten Tetsche. Efter en scanning i september 2002 blev hun kort tid efter indlagt med stærke smerter i benene. Efterfølgende hævede benene voldsomt op, blev følelsesløse, og hun fik hård hud langt op ad lårene. Kirsten Tetsche passer fortsat sit arbejde som indkøber i fagforeningen FOA, men på nedsat tid, og med betydelig opbakning fra sin arbejdsgiver.
Var skolelærer
Nu 59-årige Else Rye fra Herlev arbejdede som folkeskolelærer indtil 29. juni 2004, den dag, hun blev mr-scannet med Omniscan forud for en planlagt nyretransplantation. Dagen efter fik hun alvorlige vejrtrækningsproblemer og blev indlagt på intensivafdeling. Else Rye var indlagt på intensivafdelingen i tre uger, uden at lægerne i den periode kom nærmere en forklaring på årsagerne til hendes alvorlige symptomer. Samtidig udviklede hun det alvorlige hududslæt og den fortykning af huden, som er karakteristisk for NSF. Else Rye blev i sidste uge tilkendt en varig mén-grad på 80 pct. Hun er i dag helt afhængig af sin kørestol.
»Om jeg ender med at få en erstatning på 17 eller en halv million, er ikke afgørende. Det gør mig under ingen omstændigheder rask. Jeg kan ikke arbejde mere, har mistet den sociale kontakt, som fulgte med jobbet, kan ikke passe haven mere og er afhængig af hjælp. Men jeg er heldigvis god til at se positivt på livet, så jeg klarer mig,« siger Else Rye.
Staten lægger ud
Når regningen for godtgørelser og erstatninger til de foreløbig 28 NSF-patienter er gjort op, vil den danske stat formodentlig stå tilbage med en regning på et betydeligt tocifret millionbeløb. Kammeradvokaten er, efter anmodning fra Sundhedsministeriet, aktuelt ved at undersøge, om det er muligt at ’søge regres’ hos producenten af Omniscan – det vil sige gå rettens vej for at forsøge at inddrive de udgifter, staten er blevet påført til erstatninger til patienter, der har fået skader efter brug af Omniscan.
Patientforsikringen regner med, at de første afgørelser med de endelige og fulde erstatningsbeløb er klar i juni.
Dagens Medicin ønsker at understrege, at Patientforsikringen naturligvis ikke har oplyst identiteten på de to NSF-patienter, der nu har fået fastsat varige mén-grader. Else Rye og Kirsten Tetsche har selv været i kontakt med redaktionen.
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Fler artiklar
Ny ledende overlæge på OUH |
Flere svenske børn har fået narkolepsi |
Kosttilskud skal hjælpe patienter med lungesygdom |
Hillerød indvier første pet/ct-scanner |
Psykiatere: Vi udskriver syge patienter |
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil

Ny ledende overlæge på OUH
Dobbelt så mange børn som normalt har fået konstateret søvnsygdommen inden for det seneste år, viser svensk udredning.