Thisted tester journal formet som et menneske
Overlæge Hardy Christoffersen (t.v.), Sygehus Thy Mors, samarbejder med IBM om udviklingen af et program, der kan samkøre journaler. – Foto: Michael Bo Rasmussen.
En ny patient er til konsultation, og lægen skal have et overblik over hans sygehistorie. Lægen åbner et program på computeren, en grafisk gengivelse af patientens krop toner frem, og små virtuelle knappenåle markerer, hvor patienten har haft problemer – jo større knappenålen er, jo mere omfattende et problem.
Et lille klik med musen får journalen om den lidelse, lægen gerne vil vide mere om, til at dukke op til højre på skærmen. På få minutter har læge helt bogstaveligt et billede af sin patients aktuelle behov og kan gå videre til behandlingen.
Endnu er ovenstående scenarium kun ønsketænkning, men på Sygehus Thy-Mors er Ortopædkirurgisk Afdeling i disse uger måske ved at gøre fremtid til nutid. Den tester nemlig et nyt program fra IBM ved navn Medical Informa-tion Hub, og hvis det virker, vil det ifølge Hardy Christoffersen, en af de involverede overlæger på afdelingen, være intet mindre end landvinding inden for patientjournaler og sygehus-it:
“Hvis IBM holder det, man lover, vil dette program falde helt naturligt ind i den måde, vi arbejder på. Derudover ved vi, at hjernen tænker i billeder, og derfor er det her den rigtigste arbejdsgang. Jeg har meget store forventninger til det.”
Det har IBM, ikke overraskende, også, og det handler blandt andet om effektivisering.
“Lægerne vil spare tid, fordi de ikke skal læse hele patientens sygehistorie i forskellige systemer før eksempelvis en operation, men kan få overblikket og den relevante information ved at klikke sig rundt på 3D-modellen i stedet,” forklarer Peter Lundkvist, der er såkaldt innovation manager ved Acure, IBM’s danske afdeling for sundheds-it, som har udviklet Medical Information Hub i samarbejde med IBM’s forskningslaboratorium i Zürich.
Af samme grund er et af de primære mål med pilotfasen i Nordjylland grundige målinger og sammenligninger af den tid, sundhedspersonalet bruger nu, og når de konsulterer programmet.
Lægen fandt børnesygdom
Først skal alle parter dog overbevises om, at det potentielt banebrydende program kan fungere i praksis. Da Digital Sundhed taler med Hardy Christoffersen, er den indledende fase lige gået i gang. Overlægen har givet IBM tre journaler på patienter, han kender indgående, og de journaler har IBM så ‘fodret’ programmet med, hvorefter lægen vurderer, om de to patientbilleder – det oprindelige og det nye – passer sammen.
Størrelsen af nålehovederne viser, hvor længe det er, siden patienten blev behandlet. Farven angiver, hvilken afdeling der har beskrevet hændelsen.
De første versioner af programmet har været nogenlunde tilfredsstillende, men 62-årige Hardy Christoffersen, der selv har en lang fortid med udvikling af sundheds-it, har bedt om enkelte rettelser. Og så har han opdaget en ‘børnesygdom’, der bliver svær at håndtere på stående fod:
“Nogle journaler er kodet forkert, og er der fejl i kodningen, er der også fejl i grafikken – så kommer knappenålene til at sidde de forkerte steder. Men fejlkodning er også et problem med systemet, som det er i dag, og derfor gælder den samme sikkerhedsregel som før: Man er nødt til at tjekke, om det, man først ser, passer – og så i øvrigt håbe på, at vi bliver bedre til at kode i fremtiden.”
Det problem regner IBM dog med at kunne løse.
Når programfladen er god nok til sygehusets krav, skal det foldes ud og bruges på alle patienter, der er indlagt med kunstige hofter og lårbensbrud. Det skal efter planen ske sidst i oktober, og derfra skal testen køre til jul, hvorefter der skal evalueres.
“Og det bliver spændende. Har vi så fået den tidsbesparelse, vi tror, vi kan få?” lyder det spændt fra Hardy Christoffersen.
Patienten kan være med
Tidsbesparelse er ifølge Peter Lundkvist ikke det eneste, der er at hente med Medical Information Hub. For det første er det kompatibelt med alle eksisterende EPJ-løsninger – det er et såkaldt add on, og kræver ingen yderligere investeringer ud over selve programmets pris.
Mere praktisk kan det fuldt udviklede program give lægerne et bedre overblik og derved mindske risikoen for, at de overser noget – og begår fejl. Derudover kan 3D-modellen bruges som undervisningsredskab, og endelig har det en ikke uvæsentlig pædagogisk dimension.
“Den kan bidrage til et bedre læge-patient forhold, fordi den kan fungere som et fælles referencepunkt i samtalen. Patienten kan følge med på 3D-modellen og får en klarere forståelse af, hvad der sker. Det giver tryghed,” siger Peter Lundkvist.
Pædagogikken er også i høj grad en del af Hardy Christoffersens vision:
“Jeg kan sidde med patienten til venstre for mig og pege på skærmen og sige ‘Nå, du har åbenbart noget med hjertet, og der har også været noget med leveren, kan jeg se’. Og så videre og så videre«.
Det helt centrale ord for overlægen er overblik – for både lægen og patienten.
“Det er det, jeg altid har arbejdet på at skabe, når jeg har udviklet sygehusprogrammer, og det giver det her – hvis det virker,” erklærer han.
Pilotprojektsaftalen er indgået mellem IBM og Region Nordjylland, hvorefter Sygehus Thy-Mors er udvalgt på grund af dets hidtidige succes med implementering af nye it-programmer. Region Nordjylland bidrager kun til udviklingen af programmet ved bidrag af klinikertimer.
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Spændende projekt. Endelig et elektronisk system, der udnytter mediet i stedet for at være "elektronisk papir". Og en god måde at implementere "den problemorienterede journal".
Denne e-journal synes at være en god nyskabelse, og virker tiltalende og .. imodsætning til de nuværende e-journaler... overskuelig og indbydende. Men..kan den kombineres med f.eks hjemmeplejens systemer ?? Den praktiserende læges systemer ?? Eller andre specialisters?? Men fortsæt endelig med at udvikle denne spændende og interessante e-journal. Alt kan kun blive til det bedre. I dag tror ingen jo på de nuværende e-journaler, hvilket medfører ,at der stadigvæk bruges diverse kladdehæfter o.l. til at notere vigtige oplysninger om pt. i, " for en sikkerheds-skyld".
Fler artiklar
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Dagens Medicin holder sommerpause
Medical Information Hub er en sammenstilling af en række moduler. Et grundliggende krav til disse moduler er at de skal integreres ind i de eksisterende systemer f.eks. EPJ på hospitaler. Så i princippet skal det kunne køre sammen med alle systemer. Der er basalt set to funktioner i Medical Information Hub. Den grafiske som giver et overblik over alt patient information og en bagvedliggende service som (semi-)automatisk koder data eller fritekst med SNOMED CT/ICD 10 eller SKS baseret på tekst analyse - det sikrer at vi kan få både nye og gamle data ind i modellen. Som følge heraf er det jo ikke kun personlig patientinformation man kan vise på kroppen, men også genoptræningsplaner, videosekvenser osv - alt man kan kode med f.eks. SNOMED CT. Begge dele mener jeg man kunne drage fordel af i flere sammenhænge og ikke kun på hospitaler eller som frontend til en e-journal.