Læger ved alt for lidt om unges misbrug

En bon, en splif og sjov tobak. Kært barn har mange navne hos de unge, hvor 70 procent af en årgang har prøvet at ryge hash. For nogle er det en engangsforestilling, men andre er fysisk og psykisk afhængige af rusen. Imidlertid kan et misbrug dække over en bagvedliggende lidelse, der skal behandles.

»Mellem 30 og 50 procent af unge, der har et vedvarende længerevarende dagligt forbrug af hash og alkohol, har en grundlæggende adfærdsforstyrrelse såsom hyperaktivitet, ADHD eller en depression,« forklarer læge Hanne Erritzøe, der har arbejdet med unge og misbrug siden 2001.

»Stoffer er i mange tilfælde en form for selvmedicinering. En pige fortalte mig engang, at hun kunne sætte sig ned og skrive et brev, efter hun havde taget speed. Det havde hun aldrig gjort før. Hun var hyperaktiv, og speed havde derfor den modsatte effekt på hende, end det normalt har,« siger Hanne Erritzøe og fastslår:

»Hun er et typisk eksempel på en, der har en uopdaget adfærdsforstyrrelse, og som bruger hash og stoffer til at få det bedre.«

Den praktiserende læge er ofte ikke rustet godt nok til at spotte misbrug hos unge og især ikke til at få øje på misbrugets bagvedliggende årsager. Faktisk er de ganske uvidende, mener Hanne Erritzøe.

»Bortset fra morfinbehandling lærer læger intet om stofmisbrug på uddannelsen – stoffer burde udgøre en større del af pensum, fordi så stor en andel af den almene befolkning ryger ud i misbrug. Lægerne bør være rustet til at kunne udrede patientens problemer og henvise til den rigtige hjælp,« fastslår Hanne Erritzøe, der forklarer, at unge sjældent selv henvender sig med et misbrugsproblem.

Det er stort set altid forældrene, der trækker dem med hen til konsultationen.

Symptomerne er typisk, at patienten har problemer med at koncentrere sig og har vanskeligt ved at passe eksempelvis studium, arbejde eller en læreplads.

»Lægerne skal have nogle redskaber, der gør, at de er i øjenhøjde med unge. En god måde er at kende til deres jargon. ‘Ryger du bon, eller hvordan ryger du’, kan man spørge. Derved signalerer man, at der er en her, der er helt med på den, og så gider de tale med dig, og du har mulighed for at hjælpe dem på vej,« siger Hanne Erritzøe.