Chefen til udbrændt personale: Stop med at være kærlige over for patienterne

»Goddag, det er Arbejdstilsynet«, lød det 11. november 2008 på afdeling N1 og N8 på Psykiatrisk Hospital Risskov i region Midtjylland. Besøget var uanmeldt, men nogle af medarbejderne havde klaget over forholdene på afdelingerne til deres fagforening FOA, der havde bedt Arbejdstilsynet om at vurdere forholdene. Mistanken gik ikke på ulovlige stilladser, men på risikofaktorer som stor arbejdsmængde, tidspres, vold, trusler og traumatiske hændelser.

»Det var selvfølgelig ikke særlig behageligt at få personalets frustration præsenteret på den måde, men det var ikke sådan, at problematikkerne var ukendte. Vi var gået i gang med en handlingsplan, som skulle give personalet større kompetence til at håndtere patienterne, men så blev vi ramt af en stribe sygemeldinger og af et ekstraordinært stort arbejdspres,« siger overlæge Kirsten Gøtzsche-Larsen, der er chef for afdeling N1 og N8. 

Afdeling N1 og N8 er placeret i den gamle del af psykiatrien i Risskov, hvor ledelsen har kontorer, og hvor dagen på afdelingerne udefra ligner en julekalender i de gule murstensbygninger med røde tegltage og tårnspir. Inden for murene er alt top-moderniseret med lyse farver på væggene, nye kontormøbler og indrammede kanter i linoleummet på gulvene, og både patienter og personale på de aflåste afdelinger hilser venligt på forbipasserende. Fra kaffestuen kigger en gruppe af personalet ud på gangen med store øjne, som om de ventede endnu et besøg fra Arbejdstilsynet, inden Kirsten Gøtzsche-Larsen lukker døren til kontoret.

Sagen om dårligt arbejdsmiljø har været flere år undervejs. Den første klare melding til psykiatriledelsen blev leveret af FOA Århus i 2006 i form af interview med tre fokusgrupper af ansatte. Dengang var problemerne stort set de samme som i dag: stort arbejdspres med dårlige patienter, uklarhed om opgaverne og overbelægning, men forholdene blev værre i 2008. I september røg sygefraværet blandt de 45 medarbejdere på afdeling N1 og N8 op på 21 og 11 pct., og medarbejderne sagde op i stort antal. Inden for et år havde seks medarbejdere sagt op eller var blevet fyret, og yderligere 11 medarbejdere og vikarer var langtidssygemeldte pga. stress, dårligt hjerte og dårlig ryg.

Gik ned med stress
Tillidsrepræsentant for FOA, Jesper Priskorn, som er plejer og repræsentant for sosu-assistenterne, har været med i kritikken af arbejdsmiljøet fra begyndelsen. Han husker, at han på ét år i efteråret 2008 havde været med til ti fyringer af medarbejdere, som efter hans vurdering var slidt op på de i alt fem N-afdelinger.

»Medarbejderne gik ned med stress og skader i et sådan omfang, at vi i 2008 anmeldte seks af sagerne til arbejdsmedicinsk klinik. Vi vil have klarhed over forløbene, som vi mener beretter de fyrede medarbejdere til en arbejdsskadeerstatning,« siger Jesper Priskorn.

Overbelægningen har også haft konsekvenser for patienterne. Afdeling N1’s kvote af patienter med depression eller maniodepressive tilstande blev i efteråret ofte overskredet med en person, så der er indlagt 17 på afdelingen, der er normeret til at kunne modtage 16 patienter.

Patient nummer 17 er indlagt i afdelingens aktivitetsrum, som de ansatte mener er uegnet til værelse, fordi det nærmest er gennemsigtigt med vinduer på tre sider, og fordi det er uden eget toilet og bad. Patient nummer 17 skal derfor låne bad og toilet af andre patienter både om natten og om dagen.

I Arbejdstilsynets rapport beskriver personalet N1 som et afsnit, der er under konstant pres for at tage patienter ind. Kirsten Gøtzsche-Larsen bruger udtrykket, at de indlægger til varme senge om patientpresset, fordi det kan dreje sig om få timer, fra en patient er udskrevet, til den næste patient ankommer.

Patient nummer 18
Presset på afsnittet betyder, at lægerne må overveje, hvilken patient det er mest forsvarligt at udskrive for at give plads til den næste patient. I rapporten eksemplificerer de ansatte presset ved at fortælle om en episode, hvor en patient, der var hjemme på overnatning, fik tømt sit værelse for ejendele for at gøre plads til en ny patient, der skulle være på værelset, mens den anden patient var hjemme på overnatning.

I weekenden før Arbejdstilsynets besøg 24. november fik afdelingen en forespørgsel på, om de kunne rumme patient nummer 18.

»Det er ren brandslukning, det hele. Patienterne bliver observeret, behandlet og udskrevet, så snart de ikke er selvskadende, fordi det hele er så travlt,« siger Jesper Priskorn.

Skænderiet og utilfredsheden har bølget frem og tilbage mellem ledelse og medarbejdere – og gør det stadig tre måneder efter Arbejdstilsynets afgørelse i december. De er uenige om normeringen - hvorvidt fire plejere og sygeplejersker kan overkomme at passe 16 patienter. Den daglige travlhed betyder stadig, at afdeling N1 ifølge Jesper Priskorn har en belægning på for det meste 17 patienter, selv om afdelingen har en erklæret målsætning om at holde belægningen på maksimalt 14 senge.

»Siden redegørelsen fra Arbejdstilsynet kom i december, har der været overbelægning. Så det er fint, at afdelingsledelsen vil tilstræbe en belægning på 14 senge, men vi har samtidig fået at vide af regionen, at vi må ikke nedlægge senge, og at vi skal tage imod patienter, når de bliver indlagt med røde papirer,« siger Jesper Priskorn.

Ledende overlæge for afdeling N, Poul Erik Buchholtz Hansen, er ærgerlig over, at to af hans afdelinger er havnet i den nuværende krise. Han ser situationen som et uheldigt resultat af, at naboafdelingen, afsnit S, i juni 2008 lukkede 16 senge pga. personalemangel sammenfaldende med et ekstraordinært stort pres på sengene. Afdeling N havde pga. tilsvarende omstændigheder i foråret 2008 fået tilladelse til med naboafdelingens støtte at reducere sengetallet midlertidigt fra 16 til 12 senge, uden at det gav anledning til problemer. Afdelingen var stort set i stand til tage vare på egne patienter i den nævnte periode, som varede til udgangen af maj 2008. Derfor var der ingen tungtvejende argumenter mod at aflaste naboafdelingen i en betrængt situation. Det fik tingene til at ramle.

»Det er ærgerligt, at vores ja til at påtage os en ekstraopgave bringer os i fedtefadet med Arbejdstilsynet. Jeg er overbevist om, at hvis det havde været muligt at fastholde sengekapaciteten og en belægning med gennemsnitligt 14 belagte senge ud af 16, så havde vi aldrig stået i den nuværende situation,« siger Poul Erik Buchholtz Hansen.

Han konstaterer, at det er et politisk spørgsmål, hvor mange senge psykiatrien i Region Midt skal råde over.

Gået i hårdknude
På det punkt rykker situationen sig ikke ud af stedet, trods Arbejdstilsynets besøg og trods diskussioner mellem personale og ledelse siden december. I handleplanen for N8, som Psykiatrisk Hospital har sendt til Arbejdstilsynet, er personalenormeringen dimensioneret til 14 senge, men ledelsen har kun stillet normeringen i udsigt som en tilstræbt bemanding til det nuværende personale.

»Vi har igen og igen peget på, at der er brug for en bedre personalenormering som en del af løsningen. Hver gang vi nævner det, bliver det afvist af ledelsen. Det må ganske enkelt ikke optræde som et element i de handleplaner, vi sender tilbage til Arbejdstilsynet, og derfor er diskussionen om handleplanen for N1 gået i hårdkunde,« siger Jesper Priskorn. Han konstaterer, at det eneste, ledelsen vil diskutere, er fremadrettede projekter som en indsats for selvskadende patienter, der i 2008 på N1 fik tildelt tre ekstra personaleressourcer og ambitionerne om at finde ekstra ressourcer ved at få personalet til at fokusere på de faglige kerneydelser og skære omsorgsopgaver væk.

Kirsten Gøtzsche-Larsen erkender, at afdelingen står midt i en proces, hvor personalet ikke endnu har de ressourcer, den faglighed og erfaring, der skal til for at kunne løse opgaven.
Men hun mener, at det er en overkommelig opgave med den nuværende normering.

»Personalet skal skære ind til det fagligt relevante og sige nej til alt andet for ikke selv at blive udbrændte. Det betyder, at de må sige nej til at tage sig af en patient, der græder, hvis der samtidig er en anden, der er ved at hænge sig i en gardinsnor. De må sige nej til at gå en tur, hvis der ikke ressourcer til det, og de må sige nej til at hjælpe med tøjvask, uddeling af medicin, som patienterne selv kan tage, og nej til at kalde på patienterne, når der er måltider,« siger Kirsten Gøtzsche-Larsen.

Omsorg skal skilles fra
Hun konstaterer, at afdeling N1 og N8’s situation på mange måder er et resultat af den udvikling, psykiatrien er i. Nedlæggelsen af senge og overgangen til distriktspsykiatri har medført, at patienterne er markant dårligere, når de bliver indlagt. En udvikling, som bl.a. kan aflæses i, at flere af patienterne har behov for skærmning på niveau 2 eller 3, som stiller krav om enten kontrol fra personale hvert 20. minut eller konstant mandsopdækning fra en sosu-assistent.
Samtidig overgik afdelingerne i 2007 fra distriktsbaseret indlæggelse til diagnosebaseret indlæggelse, og det har igen øget presset af dårlige patienter, hvor gruppen tidligere var mere sammensat.

»Vi befinder os med andre ord på vej i en faglig specialisering, men vi har ikke den faglighed, der skal til for at håndtere behandlingen på det niveau og med den kompetence, vi ønsker.

Ambitionen er, at de faglige ydelser skal være i fokus, og at omsorgen skal skilles fra på samme måde, som det er sket i somatikken,« siger Kirsten Gøtzsche-Larsen.

Hun mener, at udviklingen er acceptabel set ud fra et lægeligt perspektiv.

»Det er fint nok at give præcis den behandling, der skal til. Lægedelen vil være tilfreds. Men jeg tror, at der vil være patienter, der bliver ladt i stikken. Det er nok mere i kommunerne, at forringelserne vil ske, fordi det er dyrt at behandle de enkelte mere individuelt og hver for sig frem for i bo-enheder, som det tidligere har været normen,« siger Kirsten Gøtzsche-Larsen.

Stort hjerte skal tøjles
I dagligdagen på afdelingen vil patienterne også mærke, at omsorgen bliver nedtonet til et minimum, og Kirsten Gøtzsche-Larsen er forberedt på, at det er en proces, der kommer til at tage tid.

»For personalet bliver det svært at skulle omstille sig til, at arbejdet ikke skal gøres så personligt, og at de skal lære at tøjle det store bankende hjerte, som mange i personalegruppen har i deres arbejde. Tilsvarende skal patienterne vænne sig til, at det med kærligheden er familiens opgave,« siger Kirsten Gøtzsche-Larsen.

Hun mener, at den faglige udvikling er helt nødvendig, og at den åbner for et perspektiv, hvor det forventes, at patienterne er kompetente til at klare deres daglige gøremål.

Næste stop er til maj, hvor ledelse og medarbejdere skal være klar med en proriteringsliste over, hvilke omsorgsopgaver der ikke længere skal løses, og 15. oktober vil Arbejdstilsynet studere afdelingens indberetning og evaluering af indsatsen og se, om der er brug for et påbud om, hvordan krisen kan løses.

Indtil da ligner hverdagen på afdeling N udefra stadig en julekalender, mens personalet bag de aflåste døre til afdelingerne har en noget anden oplevelse. »På dårlige dage er det mad, medicin og at patienterne ikke må tage livet af sig selv,« siger overlæge Peter Møller Andersen fra afdeling N6.