It-ukyndige bliver taberne, når epj rykker ind på sygehuset
De elektroniske patientjournaler (epj) forandrer patientplejen, hierarkierne og måden, de ansatte kommunikerer sammen, viser en ny ph.d. Taberne bliver de, der i forvejen har det svært med it.
Overlægen må pludselig spørge den yngre sygeplejerske til råds, og den ældre sygeplejerske fjumrer usikkert med tasterne.
For nogle kan det være svært, at gå fra at være dem, der bliver spurgt til råds, til pludselig selv at måtte bede om hjælp, når ny teknologi rykker ind på sygehusene.
Det fortæller cand.mag i kultur og formidling Ann-Britt Krog.
Hun kaster i sit ph.d. studie et blik på, hvordan indføringen af elektroniske patientjournaler (epj) har påvirket kommunikationsprocesserne på tre hospitalsafdelinger på Odense Universitetshospital.
»Folk, der før havde en vis grad af autoritet på grund af mange års erfaring, føler pludselig, at tæppet bliver revet væk under fødderne på dem. Det kan være svært for eksempelvis jordemødre, som har en meget praktisk tilgang til arbejdet og føler sig kompetente i kraft af et håndværk,« siger Ann-Britt Krog.
Kultursammenstød
At indføre en fælles elektronisk patientjournal på et sygehus, er ikke bare at sætte strøm til papir. Det fører også til kultursammenstød mellem faggrupperne.
Hvor lægerne før skrev i journalen, og sygeplejerskerne skrev i cardex til internt brug mellem plejepersonalet på afdelingen, skriver alle nu i den samme journal. Og det, der er relevant for den ene faggruppe, er ikke nødvendigvis relevant for den anden, fortæller Ann-Britt Krog.
Hun var med rundt på stuegang for at se, hvordan epj blev brugt i hverdagen.
»Når lægen ser i journalen, at patienten har tisset, spist havregrød, været oppe og gå rundt, så bliver han irriteret og har han svært ved at se relevansen. Det er vigtig information for plejepersonalet, men bliver støj for ham,« siger hun.
Lægens perspektiv er, om patienten er syg eller rask, hvorimod sygeplejersken ser på, om patienten har brug for pleje, eller ej.
Ifølge Ann-Britt Krog har lægerne og sygeplejerskerne derfor løbende måttet forhandle hvilken information der er vigtig, og hvem kan skrive hvad hvor.
Klage over fraværende læge
Der er stor forskel på, hvor meget de forskellige afdelinger bruger epj, og hvor stor gavn de har af den fælles journal.
En af de afdelinger på Odense Universitetshospital, som virkelig har taget epj til sig i det daglige arbejde, er Geriatrisk afdeling.
Her arbejder de meget tværfagligt, og ifølge Ann-Britt Krog ser lægerne det som en stor hjælp at kunne følge med i sygeplejerskernes og fysioterapeuternes noter.
Afdelingen har rulleborde med computere, som både læger og sygeplejersker bruger, når de går stuegang.
Samtidig er det dog også her, at de har haft nogle af de største problemer med EPJ, fortæller Ann-Britt Krog.
»I starten med epj gik der pludselig dobbelt så lang tid med stuegang som før. En enkelt patient har også indgivet en klage over en fraværende læge – patienten brød sig simpelthen ikke om det forstyrrende element det er, når der er en computer involveret i stuegangen.«
Der går mere tid foran computeren
Ann-Britt Krog begyndte sin ph.d. for fire år siden, samtidig med, at Odense Universitetshospital gradvis begyndte at introducere epj.
Hun fortæller, at selv om elektroniske patientjournaler ses som en gevinst i hverdagen, så oplever samtlige faggrupper også, at de bruger mere tid foran computeren nu end før.
»Lægerne skriver både medicin og deres notater ind, og de har at overtage nogle af sekretærens opgaver. Også for sygeplejerskerne betyder det mere tid foran computeren. Det har ført til opgaveglidning, hvor sosu-assistenterne varetager flere af de praktiske opgaver med patienterne,« siger Ann-Britt Krog.
En positiv sidegevinst for sygeplejerskerne har været, at deres arbejde bliver synliggjort.
»Nu kan lægen, hvis han er interesseret, følge med i sygeplejerskens arbejde. Før anede mange af lægerne ikke, hvad sygeplejerskerne lavede,« siger Ann-Britt Krog.
Hun mener, at tidsforbruget i sidste ende går op.
»Man skal ikke lede efter forsvundne journaler, og man skal ikke over på afdelingen for at se journalen. Det giver sundhedspersonalet en stor fleksibilitet i hverdagen.«
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Flere artikler om epj
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Midtjylland har valgt fremtidens epj
EPJ-føljetonen kan fortsætte til det 22. århundrede. Hvormange supersygehuse der de sidste 15 år er hældt i EDB-kloakken i form af milliarder til udvikling/køb af programmer, vedligehold, spildtid og ikke mindst personaleinstruktion tør man ikke tænke på ! EDB-programmer skal ikke udvikles AF programmøren TIL brugerne, men af programmøren efter løbende instruktion af brugerne - kan han ikke dét, er han uduelig. Man starter tilsyneladende hver gang med at opfinde hjulet, derpå den dybe tallerken, hvorefter hjulet kører over samme tallerken !
Fx virker en fælles journal som et helt uoverskueligt monstrum. Sygeplejesker, stamafdeling, diverse tilsynsafdelinger skriver uoverskueligt i rad og række - toiletrulle journalmodellen.
I almen praksis har vi haft EDB siden beg. af 90-erne. En del af disse programmer er udviklet i meget tæt samarbejde med leverandør og brugergruppen til stor perfektionisme. Har sygehusvæsenet nogensinde set nærmere på disse programmer mhp videreudvikling til deres brug ? Fx i vort program kan man lave vilkårligt antal journaler endda med forskellig baggrundsfarve - en til plejepersonale, en til stamafdeling fx ortopæd, en til medicinerne, hvis de går tilsyn og senere hvis patienten indlægges hos dem. Et tilsynsnotat skrevet af medicineren i hans journal, kan automatisk lægge en henvisende linie af anden farve i ortopædernes journal osv.
I vort program er fx musefunktionen udryddet med hård hånd - der bruges genvejstaster F-taster og div kombinationer af tab, shift, alt, crtl, pile mm - det lærer man faktisk hurtigt, når man kan vælge at have instruktionen liggende på bundlinien til man husker dem.
Man kunne da se nærmere på nogle af disse programmer i sygehusvæsenet om et kunne bruges at bygge videre på.
Måske kunne man endda spare op til et helt supersygehus ??