Kommunerne har ikke styr på patienterne

Opgaverne hober sig op hos plejepersonalet i kommunerne, men præcis hvad hjemmesygeplejerskerne skal løbe hurtigere efter, har ingen rigtig styr på.

Hvis kommunerne skal holde stand, haster det med at registrere og sætte priser på ydelserne, skriver forskerne Sidsel Vinge og Jakob Kjellberg fra Dansk Sundhedsinstitut, DSI, i en ny debatbog om den medicinske patient.

Ifølge Sidsel Vinge, som er senior projektleder, står KL meget dårligt ved forhandlingsbordet, når de skal overbevise regeringen om, at de har behov for flere penge til sundhedsydelser.

»Kommunerne kan konstatere, at plejepersonalet bruger mere og mere tid ude i hjemmene. Men der findes ingen dokumentation for, hvilke ydelser de udfører hos hvilke patienter. Ingen aner, hvad kommunerne laver, og dermed får de meget svært ved at overbevise en finansminister om, at de skal have flere ressourcer,« siger hun.

Kommunerne bliver derfor nødt til at få styr på, hvilke opgaver hjemmesygeplejerskerne udfører, mener Jakob Kjellberg.

»Personalet skal registrere systematisk, hvad de laver, hos hvem og hvornår. Sådan fungerer det hos de praktiserende læger og på sygehusene. Vi har brug for et fælles register over alle de kontakter, sundhedsvæsenet har med borgerne. På den måde kan vi undersøge, om der er sammenhæng mellem kommunernes og sygehusenes indsats. Når vi som i dag ikke kender det samlede patientforløb på tværs af sygehuse, almen praksis og kommuner, er det svært at forbedre det,« siger han.

En stopklods for udviklingen
Kommunerne er de eneste aktører i sundhedsvæsenet, som ikke får honorar for at løse sundhedsopgaver, og patienten bliver her en udgift. Men det skal ændres, mener Jakob Kjellberg.

»Økonomiske incitamenter virker, og derfor skal vi også have takststyring på kommunale sundhedsydelser, ligesom sygehusene og almen praksis har. Ellers bliver kommunerne en stopklods for, at sygehusene kan overdrage opgaver til kommunerne, udskrive tidligere og indføre nye og bedre behandlinger,« siger han.

De kan godt overskue det
Sidsel Vinge er sikker på, at kommunerne kan overskue det.

»Vi taler ikke om hospitalernes DRG-takster med 12.000 koder og 650 forskellige takster, men nærmere nogle hundrede som i almen praksis. Mere komplekst er det ikke. Hospitalerne har arbejdet med takststyring i 10-15 år, og man har efterhånden opbygget et system, der fungerer. De færreste ønsker sig tilbage til rammestyring«.

Hun ser ingen hindring for, at kommunerne sætter koder og kroner på de sundhedsydelser, som kommunerne leverer. Samtidig bliver mulighederne bedre for at undersøge, om sundhedsydelserne reelt har effekt, og kommunerne får et godt grundlag at prioritere ud fra.

Sygehusene arbejder i dag på at nedbringe den tid, patienterne er indlagt, og mange undersøgelser og behandlinger foregår ambulant. Sygehusene fokuserer mere og mere på den specialiserede behandling, mens pleje og efterbehandling i stigende grad foregår i hjemmene og almen praksis.

Sidsel Vinge opfordrer KL til at tage emnet op til debat.

»Alle er efterhånden enige om, at denne udvikling er positiv for patienterne, men økonomisk set er den et stort problem for kommunerne. Ingen har lavet en plan for, hvordan kommunerne kan håndtere den stigende mængde opgaver, der lægges ud. Det forbavser mig ikke, at der opstår ballade, når sygehusene udskriver hurtigere og hurtigere, og kommunerne skal overtage flere og flere opgaver. For selv om kommunerne godt kan se fordelene for patienterne, så skal pengene stadig findes, og det går ud over andre kommunale områder,« siger hun.