»På trods af, at jeg har kræft, er jeg glad.«

Professionalisme og nærhed. Det får patienterne på Rigshospitalets Brystkirurgiske Klinik til at føle sig som individer og ikke kun et navn på en journal, mener brystkræftpatient Annie Hansen.

»Der er ikke én, der kommer og siger: »Jeg skal lige kigge i din journal«. Alle har læst på sagen og ved, hvem patienterne er. Det er sådan noget, der er med til at gøre det her til et fantastisk sted,« siger hun og tilføjer:

Skånsomme operationer
»Dem, der arbejder her, kan lide det. De tør være tæt på patienterne og er ikke bange for vores spørgsmål og kontakten med os. Jeg er glad for, at jeg er blevet henvist til Rigshospitalet, for jeg ved, de er meget dygtige her. Så på trods af, at jeg har kræft, er jeg glad.«

Kl. er 8.30. Annie Hansen er lige kommet ind på Brystkirurgisk Kliniks sengeafsnit og skal om ca. fire timer have en såkaldt onkoplastisk brystoperation. Her bliver kræftknuderne fjernet og brystet rettet til af en plastikkirurg under samme operation. Samarbejdet mellem plastikkirurg og brystkirurg er først blevet formaliseret inden for det seneste år på Rigshospitalet.

I 1996 fik 80 pct. af alle de kvinder, der fik en brystkræftoperation på Rigshospitalet, fjernet hele brystet ved en mastektomioperation. I dag udgør brystbevarende kirurgi (lumpektomi) med sentinel node (fjernelse af skildvagtslymfeknuden) næsten 50 pct. af klinikkens ca. 900 årlige operationer.

»Førhen havde vi sådan en ’one size fits all’-model, men produktudviklingen har gjort, at vi kan lave meget mindre indgreb i dag. Vi kan oven i købet få mere for at gøre det, fordi operationen indebefatter både en plastikkirurg og en brystkirurg. Hvis alternativet var, at vi først skulle operere patienten og så indlægge hende og rette op på skaderne efter et år, så var det dyrere,« fortæller klinikchef, overlæge Niels Kroman.

Brystkirurg Helle Holtveg synes, at samarbejdet med klinikkens faste plastikkirurg Hans-Erik Siersen er meget tilfredsstillende.

»Ved hjælp af plastikkirurgens ekspertise kan vi tilføre væv et andet sted fra kroppen og bruge nogle teknikker, så vi kan bevare flere bryster. Før de brystbevarende operationer vandt indpas, brugte man mindre tid på at gøre brystet pænt. Det var der ikke rigtigt fokus på,« siger hun.

Grunden til, at samarbejdet med plastikkirurgen først er kommet til inden for det seneste år, er, at der først nu er blevet frigivet penge til, at Hans-Erik Siersen kan bruge hver onsdag og fredag formiddag på Brystkirurgisk Klinik.

Brystets udseende efter operationen er vigtigt for brystkræftpatient Annie Hansen. Hun er 63 år. Spinkelt bygget med blond, skulderlangt hår og rolige, blå øjne. Hun fremstår som en velformuleret, stærk kvinde. Hun tog selv imod sit seneste barnebarn, som datteren fødte på underboens dørmåtte, fordi hun ikke nåede længere, før presseveerne satte ind, og for fem år siden mistede hun sin mand efter et længere sygeforløb.

Mange af Annie Hansens tanker op til operationen har da heller ikke handlet om smerter, men om hvordan hendes krop kom til at se ud bagefter.

Udseendet er vigtigt
»Smerter er ingenting sammenlignet med noget, der ikke ser så godt ud. Jeg kan være stærk på andre områder, men ikke her. Det handler ikke om, hvordan andre ser på mig. Det er, hvad jeg selv ser, når jeg kigger i spejlet. Jeg kan ikke give noget til andre, hvis jeg ikke kan lide mig selv og synes, jeg ser ordentlig ud,« siger Annie Hansen.

Personalet på Brystkirurgisk Klinik opfangede hurtigt, at Annie Hansens udseende betød meget for hende, så de tilbød hende tidligt i forløbet at tale med en plastikkirurg.

»I går var jeg ude at snakke med ham for anden gang. Jeg nynnede hele vejen hjem til Tårnby. Det er et godt tegn på, at man er tryg. Jeg er selv overrasket, men jeg kan mærke, at jeg er glad,« fortæller hun.

Kontakten til personalet betyder meget for Annie Hansen, især kontaktsygeplejersken Line Sørdal, som hun fik tildelt fra starten af forløbet.

»Hun er med til at gøre, at jeg hele tiden er et kendt ansigt på afdelingen og bliver modtaget som en individualist og ikke bare som en patient. Hun ringer og taler med mig og ved, hvad der sker i mit liv. Der er rigtig mange patienter, der kommer og går her på afdelingen, men alligevel formår de at give os en individuel behandling. Det har jeg ikke har oplevet andre steder« siger Annie Hansen, som har et stort kendskab til hospitalssystemer, fordi hendes afdøde mand var alvorligt syg diabetiker.

Radioaktiv lymfeknude
Kl. er 12.25, og en portør kommer ind og henter Annie Hansen. Hun ser lille og svagelig ud i den hvide seng. Hendes smil vidner dog om, at hun holder stædigt fast i den styrke og ro, hun har opbygget i ugerne op til operationen.

Stemningen er rolig på operationsstuen. Anæstesilæge Torben Callesen sender Annie Hansen ind i narkosesøvnen med hilsnen: »Kan du sove godt. Vi passer på dig.«

Brystkirurg Helle Holtvegs første opgaver er at finde den første lymfeknude. I går fik Annie Hansen sprøjtet ufarligt radioaktivt stof ind fire steder i brystvævet omkring knuderne. Stoffet skal finde frem til lymfeknuden, så lægerne kan se, om kræften er gået til lymfeknuden. Både ved mastektomi og lumbektomi fjernes lymfeknuder fra armhulen, fordi lymfeknuderne er det første sted, kræften spreder sig til. Hvis der ikke er kræft i lymfeknuden, er det ikke nødvendigt at fjerne de andre lymfeknuder i armhulen.

Helle Holtveg skærer første snit i yderkanten af brystet. Med en radioaktivitetsmåler (geigertæller, red.) lytter hun sig frem til, hvor den første lymfeknude sidder. Tonen stiger og falder afhængig af, hvor radioaktivt det område, hun måler, er. Overlægen skærer sig igennem fedtvævet og finder frem til lymfeknuden, som ligner et stort, gulligt brombær.

Jagten på kræftknuderne
Helle Holtveg lægger lymfeknuden på en bakke, og lidt efter kommer en sygeplejerske og henter knuden og sender den til patologiafdelingen, der undersøger, om der er kræft i den.

Nu går jagten på kræftknuderne i gang. Annie Hansens knuder er hhv. 1,1 cm og 0,6 cm. Helle Holtveg skærer sig igennem fedt- og og brystvæv og finder efter kort tid knuderne. Efter at klumpen med en diameter på godt ti cm er fjernet, ligger brystet som en halvtom pose på Annie Hansens brystkasse. Brystbenet er tydeligt. En gang imellem rykker det i en muskel, når Helle Holtveg brænder blodkarrene for at stoppe blodet i at løbe. Lugten af brændt kød breder sig på operationsstuen.

Telefonen ringer, det er fra patologiafdelingen. Der er ikke kræft i lymfeknuden, og det betyder, at de ikke behøver at fjerne resten af lymfeknuderne i armen. Det er en stor fordel, fortæller Helle Holtveg om den ti år gamle metode:

»Ulempen ved at fjerne alle lymfeknuderne er, at man kan få nogle frygtelige gener i armen, bl.a. hævelser, nedsat bevægelighed og smerter. Det skyldes både operationen og at lymfeknuderne er væk.«

Der bliver sendt bud efter plastikkirurg Hans-Erik Siersen. Helle Holtveg sætter små titaniumclips i fedtvævet, der sad omkring knuderne, for at man efterfølgende på røntgenbilleder kan se, hvor de sad, og om alt kræftvævet er væk.

Det muliges kunst
Hans-Erik Siersen træder ind ad døren til operationsstuen, og mens en sygeplejerske ifører ham en grøn kittel, diskuterer han den forestående plastiske operation med Helle Holtveg.

»Ja, det trænger til noget fyld,« bliver de enige om. Hans-Erik Siersen beslutter at trække et stykke hud med underliggende fedtvæv op fra siden, langs yderkanten af ribbenene. Hvis de blot syede hullet sammen, ville brystet dels blive noget mindre end det andet, dels ville brystvorten komme til at pege skævt udad.

Plastikkirurgen skærer et snit og trækker hud og fedtvæv op foran det hul, som Helle Holtveg forårsagede, da hun fjernede kræftknuderne. Han skærer det til med en elektrisk kniv, så det passer i størrelsen. Som en lap på en hullet trøje.

»Det skal nok blive flot. Det er dog det muliges kunst, det her,« mumler han koncentreret.

Da hud- og fedtstykket er skåret til, så det passer til hullet, syr Hans-Erik Siersen assisteret af reservelæge Line Breiting stykket sammen med brysthuden. Det tager ikke mange minutter, ekspertisen er tydelig. Til sidst indsætter de et dræn, som skal sørge for, at der ikke opstår en blodansamling i Annie Hansens bryst.

»Det er simpelthen fantstisk! Vi kunne have været færdige for 45 minutter siden, hvis vi ikke skulle have Hans-Erik inde over, men til gengæld har vi fået sådan et flot resultat,« jubler Helle Holtveg, da brystet er syet sammen, og anæstesisygeplejersken er ved at skrue ned for sove- og smertemedicinen.

Optimisme efter operationen
Morgenen efter operationen sidder Annie Hansen på Brystkirurgisk Kliniks sengafsnit og beundrer resultatet af den onkoplastiske operation. Hun er især glad for, at arret sidder under armen, så det er noget, hun kan skjule.

»Det ser rigtig flot ud, og det ligner meget det andet bryst. At jeg kan gå hjem i dag og være glad, gør, at jeg er optimistisk og har styrke til at klare resten af forløbet,« siger hun.

Annie Hansen kan allerede tage hjem samme eftermiddag.

16. december får hun besked om analysen af sine kræftknuder.

Fem-seks uger efter operationen skal hun i gang med forebyggende stråle- og anti-hormonbehandling. Et halvt år efter strålebehandlingsforløbet er afsluttet, bliver hun tilbudt at få brystet rettet til, hvis det ikke er helt tilfredsstillende.

Annie Hansens navn er opdigtet, fordi hun ikke ønsker sit navn nævnt. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.