Politiske kommentatorer: Ny sundhedsminister efter rokade
Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ventede ministerrokade kan betyde et farvel til Jakob Axel Nielsen (kons.) som sundhedsminister, vurderer politiske kommentatorer. Skatteministeren nævnes som afløser.
Relaterede artikler
Når statsminister Lars Løkke Ramussen (V) sætter et nyt ministerhold, vil der formentlig være udskiftning i Sundhedsministeriet.
Det vurderer to politiske kommentatorer, der begge rykker ministeriet fra de Konservative og tilbage til Venstre.
»Sundhedsområdet vil være en parameter, som Lars Løkke Rasmussen vil blive holdt op på af oppositionen, og derfor tror jeg gerne, han vil have en Venstre-mand på posten,« vurderer Jarl Cordua, kommentator og blogger på Jarls Blog, der er kendt for at have gode forbindelser til Venstre.
Den vurdering er Troels Mylenberg, mangeårig journalist på Christiansborg og blogger hos Politiken, enig i.
»Jeg tror gerne, regeringen vil have lidt mere pondus i ministeriet. Og når nu kampen for at få omfordelt ministerierne er igang, så tror jeg, sundhedsministeriet er i spil,« siger han.
»Men det er en gætteleg, for der er reelt kun to, der ved det med sikkerhed,« siger Troels Mylenberg med henvisning til regeringens to partiledere Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen.
Peger på Kristian Jensen
Hvis Jakob Axel Nielsen skal forlade sundhedsministeriet, vurderer Troels Mylenberg, at det vil være fordi, man vil bruge ministeriet til at profilere en anden politiker, der skal have et tungt ministerområde.
Han forudser, at Forebyggelses- og Sundhedsministeriet kan ende som et nyt storministerium med flere ansvarsområder end i dag.
»Det tætte samspil mellem regioner og sundhedsområdet taler for, at ministeriet kan lægges sammen med Indenrigsministeriet, ligesom under Løkke. Og så kunne det være en platform for næstformanden i Venstre, nuværende skatteminister Kristian Jensen, hvor han kan profilere sig,« siger Troels Mylenberg.
Også Jarl Cordua peger på Kristian Jensen som Jakob Axel Nielsens sandsynlige efterfølger.
»Der er lidt af en rivalisering mellem Lars Løkke og Kristian Jensen, og nu vil Løkke se, om Kristian Jensen kan håndtere sundhedsministeriet ligeså godt, som han selv gjorde det.«
»Det kan han formentlig næppe,« vurderer Jarl Cordua.
Byttehandel
Endnu ved ingen, hvornår statsminsteren vil sætte det hold, der skal holde frem til næste Folketingsvalg, men flere ting peger på, at det kan ske allerede i dag eller i morgen.
Hvis Sundhedsministeriet skifter hænder, vil det sandsynlig næppe blive et farvel til ministerlivet for Jakob Axel Nielsen.
»Han er helt klart bestået, men uden det har været en kæmpesucces. Men han er driftssikker og loyal mod sin partiledelse, så han er ikke på vej ud,« siger Jarl Cordua, der nævner transport- eller fødevareministeriet som et muligt nyt resortområde for den 42-årige jurist.
Mest tror han dog på en byttehandel med Kristian Jensen, hvor Jakob Axel Nielsen sætter sig i skatteministeriet.
»Han klarede skatteordførerposten rigtig godt, og det er et område, der ligger til ham. Og så er han klart blandt de borgerlige, der mener, at danskerne skal betale mindre i skat,«
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Flere artikler om politik
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Regering og opposition skændes om milliarder til moderne sygehuse