Voldgiftsnævn skal afgøre priser for behandling i det private
Forhandlingerne mellem Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) er endegyldigt brudt sammen, siger BPKs formand Nis Alstrup. Nu skal et voldgiftsnævn fastsætte priserne for behandling i det private.
Et forhandlingsmøde mellem Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) i går har ikke båret frugt.
I stedet er forhandlingerne nu endegyldigt stødt mod grund og vil ikke blive genoptaget, siger Nis Alstrup, formand for BPK til Dagens Medicin.
»Vi kom med et konstruktivt forslag, men det har regionerne afvist, så nu lader vi et voldgiftsnævn sætte priserne,« siger han.
Regionernes formand Bent Hansen (S) bekræfter, at forhandlingerne er brudt sammen. Han afviser, at regionerne er i stand til at forhandle videre, for pengene er der simpelthen ikke.
»Vi kan ikke betale højere takster, for vi har ikke nogen ekstra pose penge til den slags,« siger han til DR.
»Hvis vi skal sige gå ind på privathospitalernes udspil, så vil det betyde pengene skal hentes i det offentlige sygehussystem og det vil betyde fyringer og indskrænkninger,« tilføjer Bent Hansen.
Enige om flere behandlinger
Kort før jul blev regionerne og parterne enige om at sænke priserne med to procent for langt størstedelen af det privates ydelser. Men priserne for 15 af de behandlinger, hvor det private har størst aktivitet, var fortsat uafklaret.
Derfor indgik parterne en midlertidig aftale om priser, der løber indtil på søndag. Derefter vil Danske Regioner afbryde samarbejdet med privathospitalerne på de områder, hvor der stadig er uenighed.
På mødet i går lykkes det dog at blive enige på yderligere tre områder – MR-, hjerte- og korsbånd.
På de resterende 12 områder var parterne dog stadig så langt fra hinanden, at der ikke var nogen mening i at fortsætte forhandlingerne, siger Nis Alstrup.
I stedet bliver det nu op til en sagkyndig udpeget af Sundhedsministeret at fastsætte priserne i dialog med en repræsentant fra Danske Regioner og BPK.
Ved afgørelser i et voldgiftsnævn binder parterne sig til at acceptere afgørelsen og frasiger sig muligheden for at fortsætte eventuelle diskussioner.
Iskold luft
Forud for forhandlingerne i går, var der iskold luft mellem parterne.
BPK rasede over, at Danske Regioner havde meldt en række takster ud, som privathopitaler og kliniker frivilligt kunne tilslutte sig fra på mandag, hvis de fortsat vil samarbejde med regionerne uden en egentlig aftale med deres brancheforening.
Den fremgangsmåde kaldte Nis Alstrup for »uhørt« og »uden historisk fortilfælde«.
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Fler artiklar
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil
Magtens Top 100
Dagens Medicins Magtpanel har vurderet de mest indflydelsesrige personer i sundhedssektoren. (15 januar)
Flere patienter og pårørende er tilfredse med psykiatrien