Hospitaler forsinker selv indiske lægers autorisation

Mens medierne for tiden er spækket med historier om farlige falske læger med midlertidig dansk lægeautorisation, venter indiske læger i Region Midtjylland efter to års arbejde stadig på at få deres speciallægeautorisation.

Allerede i maj 2008 skrev Dagens Medicin således om deres frustration over, at de ikke kunne blive speciallæger, som de var i Indien.

Ventetiden kunne have været kortere, hvis de ledende overlæger på deres arbejdspladser var gået i gang med at lave en meritvurdering af de indiske læger i god tid. En meritvurdering er et konkret skøn over, hvilke kompetencer fra specialets målbeskrivelse, den uddannelsessøgende læge har fået i løbet af uddannelsen.

Men mange ledende overlæger vidste ikke, at det var deres ansvar at lave det skøn.

Ledende overlæge Eva Brems-Dalgaard på billeddiagnostisk afdeling på Regionshospitalet Viborg er mentor for en indisk læge. Hun og den uddannelsesansvarlig opdagede først, at de skulle lave en meritvurdering for lidt under et år siden.

»Først 11. maj i 2009 fik vi besked af Region Midtjylland om, at opnåelse af dansk speciallægeanerkendelse nu også omfatter en meritvurdering. Opgaven tager utrolig meget tid både for de indiske læger og for os. Vi skal lave en ret minutiøs vurdering af, hvad de kan teoretisk, praktisk og socialt sammenlignet med, hvad de kunne før.«

Hun har hele tiden været klar over, at godkendelsen af 3. landes speciallæger tager lang tid.

»Uanset om de er speciallæger eller ej, skal alle 3. landes læger igennem et godkendelsesforløb for at opnå varig autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læger i Danmark. Men hvis vi havde vidst, at vi skulle lave meritvurderingen med al den dokumentation, kunne vi have gået i gang langt tidligere i forløbet, siger hun.«

Danske læger frustrerede
I evalueringen ’Rekruttering af indiske speciallæger til Region Midtjyllands hospitaler’, fra januar 2010 fremgår det, at de danske ledende overlæger er frustrerede over forløbet med de indiske lægers speciallægeautorisation.

Lægerne forventede, at processen ville gå hurtigere, og de var utilfredse med først at få besked om, at de skulle lave meritvurdering langt henne i forløbet. De følte sig dårligt informeret.

Allerede i maj 2008 viser en interviewrapport fra Center for Kvalitetsudvikling, at tre ud af fire af de indiske læger fortryder, de tog til Danmark. De frygter, at nedgraderingen fra speciallæge i Indien til 1. reservelæge i Danmark vil få betydning for deres jobmuligheder i Indien senere hen.

En af de indiske læger, som kom til Danmark i 2007 er Sandeep Tambe. Han er anæstesiolog og var meget skuffet, da han opdagede, han skulle rykke ned i hierarkiet til 1. reservelæge.

»Ifølge jobannoncen, som blev bragt i indiske aviser, søgte Danmark speciallæger. Og jeg fik først at vide, at jeg skulle regne med at starte som reservelæge, da jeg allerede var taget på sprogkursus. Det var cirka en måned inden turen gik til Danmark. Jeg havde sagt mit job op i Indien og sagt farvel til familie. Det var meget sent at få den besked.«

I dag er han glad for jobbet, men ser også frem til, at Sundhedsstyrelsen godkender ham som speciallæge. Alle papirer er sendt ind, og han regner med at få svar inden for fem-seks måneder. Men det har været en lang proces.

»Min kone har fået job på Aalborg Sygehus som øjenlæge, og deroppe går det noget hurtigere. De har mange udlændinge ansat og har helt styr på procedurerne. Hun har kun været der et år og kan måske allerede søge om speciallægeautorisation næste år. Folkene i Region Midtjylland burde have talt med Aalborg Sygehus for at få deres erfaringer, inden de gik i gang med projektet med os indere. Så var det måske gået hurtigere.«

Regionen: Problemfrit
Men Steen Friberg, som er cheflæge ved Sundhedsplanlægningen i Region Midtjylland, mener, at forløbet med de indiske læger er gået uden problemer. Han var en af de læger, som i 2007 var i Indien for at lave samtaler med kandidaterne til stillingerne på de midtjyske sygehuse.

»Nogle af de indiske læger er allerede nu på vej til at få godkendt deres autorisation som speciallæge, og det er et tegn på, at projektet er kørt hurtigt og tilfredsstillende. Jeg forventede egentligt, at det vil tage tre-fire år for dem. For vi har hele tiden været klar over, at det besværligt at få en speciallægeautorisation i Danmark.«

Efter hans mening har alle parter været godt informeret om proceduren for godkendelsen af autorisationer. De danske afdelingsledelser og de indiske læger har hele tiden kendt tidsrammen og omfanget af Sundhedsstyrelsens regler, også at afdelingerne skal meritvurdere inderne.

»Hvor kommunikationen så er bristet, det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men det er afdelingsledelsens ansvar at formidle det videre til de relevante personer. Vi har givet besked om forløbet allerede til møder med afdelingsledelser inden, inderne blev fløjet til Danmark. Nogle læger har været skuffede, og enkelte indere er taget hjem igen. Men det kan vi ikke forhindre«.