Jeg vil kunne gå stuegang fra sommerhuset

Det var stort og overvældende, da journalister fra det populære amerikanske tidsskrift Time Magazine kom til Frederiksberg Hospital for at møde Klaus Phanareth og høre ham fortælle om ’Det Virtuelle Hospital’ for et års tid siden.

Siden er interessen for ham og hospitalet nærmest eksploderet, og inden for den seneste uge har han holdt syv oplæg om emnet. Fra alle lande bliver han kontaktet for at fortælle om den telemedicinske landvinding. For det er, hvad det er. En revolution og en nytænkning af sundhedsvæsenet. Derfor bliver Klaus Phanareth, overlæge og forskningsleder på Telemedicinsk Forskningsenhed, Frederiksberg Hospital, belønnet med årets Medicopris.

I virkeligheden har Klaus Phanareth ikke fysisk haft meget at vise de utallige delegationer, der har lagt vejen forbi Frederiksberg for at se Det Virtuelle Hospital. For som navnet siger, er hospitalet placeret i det lidet konkrete cyberspace.

På Frederiksberg Hospital er det muligt at komme en tur i callcenteret, hvor der står en computer. Computeren er koblet op til patienternes computere i hjemmet og indeholder en række telemedicinske funktioner.

Når patienterne har brug for at komme i kontakt med personalet på Frederiksberg Hospital, trykker de på deres skærm. Det resulterer i en enerverende højlydt bimlen fra en vagttelefon på hospitalet, og kort tid efter er der etableret kontakt mellem patient og behandler,

KOL-patienter udlægges
Endnu er projektet ved at blive afprøvet, og i første omgang er det kol-patienter, der har fået muligheden for at blive behandlet på det virtuelle hospital. Men på sigt er det beregnet til alle kroniske patienter. Hvert år er der ca. 23.000 kol-indlæggelser, og der ligger en kol-patient i næsten hver fjerde af alle de interne medicinske senge. Et tal, der konstant stiger i takt med, at vi bliver ældre, og der derfor kommer flere kronikere.

Allerede inden for 24 timer afslutter kol-patienterne deres behandling på hospitalet, hvorefter de kommer hjem og fortsætter behandlingen i stedet for de normalt fem-seks dage, de yderligere ville have været indlagt. De får installeret en computer med tilkoblet telemedicinsk udstyr, en iltkompressor og en medicinkasse, og derefter foregår behandlingen i eget hjem.

Nu er patienten ikke længere indlagt, men udlagt. Derudover foregår alle de samme ting, som hvis patienten fysisk var indlagt på hospitalet. Hver dag er der stuegang på et tidspunkt, patienten og lægen indbyrdes aftaler.

»Vi har altid troet, at en vigtig del af den lægelige behandling handler om tæt kontakt, hvor man fysisk kan røre, føle, se og undersøge patienten. Men da jeg forsøgte at nytænke det, fandt jeg ud af, at den primære hospitalsydelse for den medicinske patient foregår under stuegangen, hvor vi måler en række værdier, ser og taler med patienten, hvorefter vi vurderer diagnoser, lægger planer og ordinerer medicinsk behandling,« siger Klaus Phanareth og fortsætter:

»Det bruger vi omkring 30-45 minutter på i døgnet. De 23 øvrige timer af døgnet venter patienten. Det bør være en øjenåbner. Ved at genskabe de nøjagtigt samme rammer i patientens eget hjem vil det derfor være muligt at frigøre en masse sengepladser og ressourcer,« siger Klaus Phanareth.

Fordelene understøttes yderligere af, at undersøgelser har vist, at behandling i hjemmet giver øget livskvalitet og styrker patientens egenomsorg og delagtiggørelse i egen sygdom.

Begyndte i kælderen
Egentlig begyndte det hele for 15 år siden hjemme i Klaus Phanareths kælder. Internettet var endnu i sin vordende fase, og Klaus Phanareth nørklede for at knække koden til en algoritme, som kunne gøre det muligt for astmapatienter at taste værdier ind i et skema og på den måde selv følge med i, hvordan behandlingen skred frem.

Det lykkedes, og i dag er Klaus Phanareth ophavsmand til et system, som møder patienten.

»Pludselig er det ikke patienten, der skal komme til sundhedsvæsenet, men omvendt. Vi kan komme helt ud i nærområderne, hvor patienterne er. Det passer godt med alle de forhåbninger og krav, der er til sundhedsvæsenet i dag. Og derfor har det fået en vis interesse,« siger Klaus Phanereth, men understreger i samme åndedrag, at han nødigt vil beskyldes for at løbe politikernes ærinde.

»Jeg vil ikke tjene penge til politikerne. Det handler om at genfinde den rigtige plads til kompetencerne og benytte ressourcerne rigtigt. Jeg vil ikke promovere denne teknologi, for at vi kan gennemføre yderligere besparelser. Det vigtigste er at skabe rammerne og ressourcerne til at få kvaliteten tilbage i sundhedsvæsenet. Med det her skal vi flytte rutineopgaverne væk fra sundhedsvæsenet og ud i den tredje sektor,« siger Klaus Phanareth.

I hans terminologi er den tredje sektor cyberspace – der hvor hans virtuelle hospital svæver rundt og plejer kroniske patienter. Han regner med at kunne håndtere 60-70 pct. af alle kroniske patienter via det virtuelle hospital.

»Hvis vi ser på mig, har jeg snart brugt 25 år på at uddanne mig. Jeg har to speciallægeuddannelser. Alligevel bruger jeg 80 pct. af min tid på rutinemæssige opgaver og endeløs dokumentation. Sådan skal det ikke være. Specialisterne skal bruges til det, de er gode til, og som motiverer — nemlig ’problempatienterne’ og de kritisk syge patienter.«

Ingen nørd
Klaus Phanareth er ikke en nørd. I hvert fald ikke sådan en, der prioriterer interessen for telemedicin over alt andet. Han er dedikeret og har altid haft en interesse for at finde ud af, hvordan it kan forbedre behandlinger for patienter, og hvordan teknologi kan bruges til at understøtte og forbedre den kliniske proces.

Han er den første, der har udviklet de såkaldte elektroniske akutlogiske tavler, der kan organisere og koordinere arbejdet med patienter på de akutte modtageafdelinger, og han har også været foregangsmand for et forløbsværktøj, der sikrer kol-patienter et evidensbaseret behandlingsforløb - alle løsninger er implementeret og benyttes i klinikken i dag.

Han ser stadig masser af muligheder for forbedringer i sundhedsvæsenet, som ligger ligefor.
Når hans fire unger f.eks. spiller Nintendo Wii, ser han muligheder for at bruge spillekonsollen til rehabilitering. For mange mennesker er hans tanker stadig en tand for avancerede, og derfor har Klaus Phanareth også utallige gange hørt på, at tingene ikke kan lade sig gøre.

»»Du slår patienterne ihjel,« har folk sagt til mig,« siger Klaus Phanareth.

Det har han dog ikke gjort endnu, og det glæder ham, at han nu møder forståelse og anerkendelse alle vegne. Men egentlig er det ikke helt overraskende for ham.

»Jeg havde klart på fornemmelsen, at det ville ske. Det Virtuelle Hospital har potentiale for nye retninger og visioner i sundhedsvæsenet,« siger han. På samme måde er det heller ikke helt overraskende for Klaus Phanareth, at han får årets Medicopris, som betyder meget for ham.

»Jeg har svært ved at se noget andet, der har lige så store perspektiver lige nu.«

Endnu er potentialet dog langtfra fuldt udnyttet. Klaus Phanereth hiver sin iPhone op af brystlommen. Den kan ikke helt kapere systemet endnu, men det skal nok komme snart.

»Hvorfor ikke vende det hele på hovedet og gøre det muligt med iPhone. Det giver frihed for både patienter og behandlere. Jeg kan endda sidde i sommerhuset og gå stuegang.«

Ja, hvorfor ikke. På en eller anden måde synes tanken ikke længere så fjern efter at have mødt årets prisvinder.