Kræftpatienter skal forberedes på operation
Kvinder med kræft i æggestokkene skal hjælpes til at forberede sig på operationen. Forhåbentlig kan det medvirke til, at der kommer færre komplikationer
Ventetid skal ændres til forberedelsestid. Populært sagt er det hensigten med den ph.d.-undersøgelse, sygeplejerske Lene Seibæk er i gang med. Undersøgelsen finder sted i et samarbejde mellem gynækologisk obstetrisk afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby og Enhed for Sygeplejeforskning på Syddansk Universitet.
»Jeg har tidligere arbejdet med rehabilitering af kirurgisk helbredte kræftpatienter, og nu har vi ønsket at rykke rehabiliteringen længere frem i forløbet. Vi tror, det har en god effekt, hvis vi går ind tidligere og laver støtte og omsorg fra det øjeblik, vi ved, at patienten skal opereres,« siger Lene Seibæk.
I Danmark får ca. 600 kvinder årligt konstateret ovariecancer. Sammenholdt med indbyggertallet er incidensen høj, og det samme gælder dødeligheden.
I gennemsnit går der to uger, fra en kvinde er til forundersøgelse, til hun bliver opereret. I Danmark er der ikke tidligere lavet undersøgelser af, hvordan kvinden selv oplever ventetiden.
»Vi ved af klinisk erfaring, at kvinden forbereder sig på operationen, så godt hun kan. Vi vil gerne fremme og støtte den forberedelse,« siger Lene Seibæk.
Socialt udsatte kvinder
Undersøgelsen falder i tre dele, hvor den første er en registerundersøgelse af tidligere opererede patienter. Anden del er interview med kvinder før og efter deres operation, og tredje del er testning af et forberedelsesprogram, som begynder ved forundersøgelsen. Selv om undersøgelsen endnu ikke er færdig, tegner der sig allerede nu et billede af, hvilke kvinder der bliver opereret for ovariecancer.
»De er mere socialt udsatte, bor oftere alene og er lavere uddannet, end vi havde regnet med. Vi tror, der er en social slagside, og det kan måske påvirke deres evne til at udtrykke sig, når de er hos lægen,« siger Lene Seibæk.
I forhold til at forberede patienten på operationen har Lene Seibæk og de øvrige involverede arbejdet for at forenkle arbejdsgangene og intensivere støtten og omsorgen.
»Tidligere har vi først set patienten, når hun dukker op til operationen, og når hun har været i ambulatoriet, er hun blevet sendt hjem for at vente. Nu ringer vi f.eks. patienterne op, og vi søger at forebygge de ting, der tidligere har forhindret dem i at forberede sig. Målet med forberedelsen er at klæde patienten bedre på til behandling. Vi kan ikke tage sygdommen væk, men vi kan styrke raskheden,« siger Lene Seibæk.
Derfor bliver deltagerne i undersøgelsen også screenet for andre sygdomme, når de kommer til forberedelse.
»Mange ovariecancerpatienter lider af andre sygdomme, bl.a. kredsløbssygdomme, diabetes, overvægt og vejrtrækningsproblemer,« siger Lene Seibæk og uddyber:
»Typisk skal patienterne have hjælp til at lave vejrtrækningsøvelser, og det fik de tidligere efter operationen. Nu kommer de til fysioterapeut inden, så de kan trække vejret godt hele tiden.
Lene Seibæk vil ikke vurdere, om forberedelsen kan få betydning for overlevelsen, men hun tror på, at det vil mindske komplikationer og styrke kvindernes mestring i forbindelse med operation.
Hun forventer, at undersøgelsen er færdig i efteråret 2011.
Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Seneste artikler om kræft
Seneste artikler om kvinden
Flere nyheder
- Abonner på nyheder:
- Nyhedsbrev
- RSS
- Mobil

Afventende behandling kan være en fordel ved prostatakræft
Dobbelt så mange børn som normalt har fået konstateret søvnsygdommen inden for det seneste år, viser svensk udredning.