Klinik for indvandrere vinder lighedspris

Navnet er en smule politisk ukorrekt, men klinikken er en dundrende succes. På indvandrermedicinsk klinik på OUH kalder de en spade for en spade og behandler langtidssyge indvandrere, der ellers er blevet tabt i sundhedsvæsenet.

Klinikken gør det så godt, at den vinder Dagens Medicins nystiftede lighedspris i konkurrence med otte andre indstillede kandidater.

Dejligt skulderklap
Som navnet antyder, gives prisen til initiativer, som er med til at sikre større lighed i sundhedsvæsenet. På de to år, klinikken har eksisteret, har personalet formået at tage hånd om en patientgruppe, der har svært ved at manøvrere rundt i sundhedsvæsenet.

Leder af klinikken er overlæge Morten Sodemann, som også var initiativtager til at åbne et særligt ambulatorium for etniske minoriteter. Han kalder prisen for et dejligt skulderklap.

»Jeg er utroligt stolt på vores teams vegne. Det er modigt af komiteen at pege på os, som arbejder med et område, der er minefyldt og kan være lidt tabubelagt. Vi tager os af borgere og patienter, som falder igennem i et ellers lighedsorienteret sundhedsvæsen, fordi de ikke har den danske skolegang og det netværk, som er nødvendigt for at begå sig,« siger Morten Sodemann.

Han er ligesom de to sygeplejersker på klinikken halvtidsansat i klinikken og bruger resten af sin  arbejdstid på den tilstødende infektionsmedicinske afdeling. Desuden har klinikken en socialrådgiver ansat og hyrer tolke, når det er nødvendigt.

Halvdelen har krigstraumer
Klinikken er specialiseret i indvandrere med langvarige sygdomme, som de praktiserende læger, andre hospitalsafdelinger og de kommunale socialforvaltninger ikke kan håndtere.

Ca. halvdelen af klinikkens patienter lider af krigstraumer, og fælles for dem alle er, at de på grund af personlige sygdomsproblemer og manglende kendskab til det danske sundhedssystem ikke får et ordentligt behandlingstilbud, forklarer Morten Sodemann.

»Vi ser måske patienterne efter otte-ni år i Danmark. Mange af dem har været glade de første tre år, hvor de bliver hjulpet af den danske integrationspakke, men derefter glider de ud af arbejdsmarkedet, og krigstraumerne begynder at fylde mere. De bliver typisk karruselpatienter og kan ikke begå sig i sundhedsvæsenet, som bygger på, at patienterne også kan stå for en vis egenomsorg.«

Siden klinikken åbnede, er henvisningerne væltet ind, og de ansatte har svært ved at følge med. Alene i Odense Kommune vurderes det, at op mod 4.000 borgere med anden etnisk baggrund har brug for særlig hjælp, når de har brug for sundhedsvæsenet.

I øjeblikket har klinikken kun kapacitet til at tage 200 patienter ind.

»Vi betræder urørte vande og har været nødt til at udvikle vore egne teknikker til at hjælpe patienterne. Det handler meget om tværfaglighed, så patienten, lægen, sygeplejerskerne og sagsbehandlerne alle ved, hvad patienterne fejler, og hvilke problemer de har. Det skaber en enorm tryghed hos patienterne, at der er enighed om, at kommunen lader dem være i fred i de to-tre måneder, de bliver udredt og behandlet her.«

Meningsfuldt arbejde
Klinikken har nu haft så mange patienter igennem, at de kan begynde at opdele patienterne i behovskategorier.

En evalueringsrapport viser, at det er lykkes at flytte 96 pct. af patienterne til et lavere behovsniveau,
hvor de har mindre brug for hjælp. Tilsyneladende er patienterne også glade for tilbuddet. I hvert fald udebliver patienterne kun fra deres konsultation i 7,5 pct. af tilfældene, og det er den laveste procent på hele hospitalet.

»Det er meget mere meningsfuldt arbejde, end når jeg arbejder på min normale afdeling. Det er hele besværet værd, når man oplever patienter slappe af og åbne op, fordi de får lov til at fortælle om deres symptomer, og at vi forstår dem.«

Ideen til klinikken fik Morten Sodemann i Afrika, hvor han arbejdede som infektionsmediciner og var vant til at tage samtaler med folk, der var analfabeter og ikke kunne manøvrere rundt i et sundhedssystem.

Da han så kom hjem igen og fik job på OUH, løb rygtet på hele hospitalet, at han var god til at tage sig af patienter med udenlandsk baggrund, og han fik mange af de langtidssyge patienter henvist.

»Derfor gjorde jeg en dyd ud af nødvendigheden og tænkte, at vi lige så godt kunne åbne en klinik til denne gruppe patienter.«

Målsætningen bør ifølge Morten Sodemann være at etablere lignende klinikker i alle fem regioner.