Professor Jette Sandholm Kastrup er leder af et forskningsprojekt under Københavns Universitets stjerneprogram, der omhandler hjernen i sundhed og sygdom – nærmere betegnet de ionotrope glutamatreceptorer.

De har stor betydning for hjernens kommunikationssystemer og er derfor et vigtigt udgangspunkt for strukturbaseret lægemiddeldesign.

De ionotrope glutamatreceptorer (iGluRs) er af kritisk betydning for hurtig kommunikation mellem nerveceller og som sådan for normal hjernefunktion, fx tankevirksomhed og opfattelsesevne. På grund af deres centrale rolle i neurotransmission er iGluRs direkte involveret i udvikling og forværring af adskillelige psykiatriske og neurologiske sygdomme. Ionkanal-receptorerne er derfor vigtige mål for lægemidler.

Det Frie Forskningsråd for Natur og Univers har bevilget 1,8 millioner kroner til at studere tredimensionel struktur af ionotrope glutamatreceptorer. Det overordnede formål med projektet er at bestemme den tredimensionelle struktur af en fuldlængde membranbundet homolog af iGluRs fra bakterien Fulvimarina pelagi (Fp-iGluR) ved hjælp af metoden proteinkrystallografi.

Lundbeckfonden har desuden bevilget 800.000 kroner til et forskningsprojekt, som skal gøre forskerne klogere på delta2-receptoren, der også spiller en vigtig rolle i hjernen signalsystem.