Selvom landets tre lægeuddannelser fremover skal optage 200 flere studerende årligt, kommer det ikke Nordjylland til gavn.

Regionen - der ikke har sit eget medicinstudie - vil stadig mangle læger, så længe nordjyllands unge ikke kan uddanne sig på Aalborg Universitet, forudsiger professor Egon Toft, prodekan ved de Ingeniør-, Natur og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet.

»Efter en alt for lang periode, hvor problemet ikke er blevet taget op, er det positivt, at ministeriet nu handler ved at ville oprette flere studiepladser. Det kan løse en del af problemet, men det betyder langt fra, at det forsvinder,« siger han.

Unge læger skal lokkes
Selvom der er udsigt til flere lægestuderende på studierne i København, Århus og Syddansk Universitet, har regionen svært ved at få dem til Nordjylland.

»Vi kan simpelthen ikke få folk til at tage herop, uden der er et økonomisk incitament. Og selv det virker ikke godt nok,« siger han.

Aalborg har blandt andet forsøgt lokke unge læger til Nordjylland ved at stille gratis bolig under uddannelsestiden på Aalborg Sygehus i udsigt. Dog uden den store effekt.

I dag er kun 24 studerende tilknyttet sygehusets sidste årgang.

Minister: 200 er nok
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra videnskabsminister Helge Sander, der holder ferie i denne uge.

Ministeren forsvarede dog oprettelsen af 200 pladser i onsdags under Folketingets spørgstime. I et svar til Socialdemokraternes sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen, sagde Helge Sander:

»Når det er blevet 200 pladser flere, bygger det selvfølgelig på en samlet analyse af, hvad behovet vil være fremover. Og der skal vi altså være positivt opmærksomme på, at vi i Danmark nu får større glæde af dem, der bliver optaget på medicinstudiet, fordi der ikke kommer så mange - primært - svenskere, som der gjorde tidligere.«