Læger uddannet på Aalborg Universitet kan snart blive en realitet.
Sådan ligger landet, efter at Akkrediteringsrådet på et møde 4. december godkendte den første af Aalborg Universitets to ansøgninger om at få lov til at uddanne læger på bachelorniveau.
Den anden ansøgning – om at uddanne læger på kandidatniveau – afgøres af Akkrediteringsrådet i januar.
Videnskabsministeren træffer endelig beslutning
Den godkendte ansøgning er i øjeblikket sendt til videre behandling hos Universitets- og Bygningsstyrelsen, der sorterer under Videnskabsministereiet. De har til opgave at se på adgangskrav og maximumindtag.
Aalborg Universitet har søgt om at kunne optage 100 medicinstuderende allerede fra sommeren 2010, og det betyder, at det samlede optag enten skal øges, eller at de andre medicinstudier skal uddanne færre studerende.
Selv om akkrediteringsrådet har indstillet til videnskabsministeriet, at Aalborg Universitet blive godkendt til at oprette en lægeuddannelse, så kan Videnskabsministeren i princippet vælge at sige nej.
Det kan han gøre, hvis han vurderer, at en ny uddannelse strider i mod samfundsmæssige og økonomiske interesser.
Rektor for Aalborg Universitet Finn Kjærsdam anser det dog for helt usandsynligt, at videnskabsministeren vil vende tomlen nedad efter at Akkrediteringsrådet har godkendt ansøgningen.
Strid modvind
Udsigterne til at få en lægeuddannelse i Nordjylland er en sejr for Aalborg Universitet, som har kæmpet i mange år i strid modvind.
Modstanden er kommet fra både Aarhus Universitet, Region Midtjylland, Aalborg Sygehus, Lægeforeningen og Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) som har kaldt initiativet »forfejlet« og »nedladende over for de studerende.«
I medierne er debatten gået højt, tilhængere at lægestudiet har følt sig mobbet, og Akkrediteringsrådet, som har afgjort sagen, er blevet forsøgt påvirket flere gange i processen.
De har bl.a. modtaget et brev fra 15 professorer på Aalborg Sygehus, der kraftigt advarede mod oprettelsen af et nordjysk lægestudium.
Akkrediteringsrådet forsøgt påvirket
Jette Frederiksen, direktør for akkrediteringsinstitutionen ACE-Denmark, kalder processen omkring Aalborg Universitets ansøgning, hvor akkrediteringsrådet er forsøgt påvirket i forskellige retninger, for »helt usædvanlig.«
»Når vi får henvendelser, som indikerer, at der er faglige og faktuelle forhold i ansøgningen, som ikke er korrekte, så undersøger vi det naturligvis. Forskellige holdninger begrundet i – for os – uvæsentlige ting, hverken kan eller skal vi tage hensyn til,« siger hun.
Jette Frederiksen understreger, at det er ACE-Denmarks opgave at være uafhængige, og at de har vurderet ansøgningen ud fra de objektive kriterier, der danner grundlag for akkrediteringsprocessen.
Rektor rækker hånden frem
Finn Kjærsdam mener, at det nu er på tide at fortalere og modstandere af det nordjyske lægestudie ser fremad.
»Det er lige som en fodboldkamp. Man spiller, det bedste man har lært, og bagefter går man ned i omklædningsrummet, og får det til at fungere med modstanderen. Jeg vil henvende mig til alle dem på Aalborg Sygehus, der får med dette her at gøre, og opfordre til godt samarbejde,« siger han.
Efter planen kommer bacheloruddannelsen primært til at foregå på Vendsyssel Sygehus. Aalborg Sygehus vil tidligst blive inddraget fra 2013 som en del af kandidatuddannelsen.
Finn Kjærsdam vil gerne berolige de ansatte på Aalborg Sygehus, som er usikre over deres fremtid.
»De skal højst være bekymrede over, at der bliver mere at lave. Vi skal ind og ansætte et stort antal mennesker til denne her uddannelse, og der skal under alle omstændigheder være flere ansatte end nu,« siger han.