I et interview med Nordjyske Stiftstidende afslører Ulla Astman (S), formand for Region Nordjylland, at Aalborg Universitet igen vil ansøge om at få en lægeuddannelse til nordjylland.
Planen er, at optage de første studerende 1. september 2010.
»Det vil være rigtig dejligt med en lægeuddannelse i Aalborg . Nu har universitetet med stort held oprettet uddannelsen i medicin med industriel specialisering, og jeg ser gerne en lægeskole også,« siger Ulla Astman til avisen.
Skal løse lægemangel
Universitetet har tidligere ansøgt om at få oprettet et medicinstudie, men fik ikke grønt lys fra ministeriet og Akkrediteringsrådet, der godkender nye universitetsuddannelser.
Men nu forsøger regionen igen i håbet om, at en ny uddannelse kan afhjælpe lægemanglen i Nordjylland.
For selvom Videnskabsminister Helge Sander (V) har oprettet 200 nye pladser på landets medicinstudier, har Egon Toft, prodekan ved de Ingeniør-, Natur og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet, tidligere givet udtryk for, at kun en nordjysk uddannelse kan få flere læger til Aalborg.
Aarhus Universitet overrasket
Regionen er da også allerede langt i de forberedelserne, der skal ende med en officiel ansøgning i løbet af foråret.
De første tre år af studiet vil foregå på Sygehus Vendsyssel i Hjørring, hvor de studerende på industriel medicin allerede får undervisning, og Ulla Astman lover i Nordjyske Stifstidende, at Aalborg Sygehus kan stille de nødvendige kliniske pladser til rådighed til studiets 2. del.
Det løfte overrasker på Aarhus Universitet.
Medicinstudiet i Århus har siden december 2006 haft en aftale med Aalborg Sygehus om kliniske pladser til dets studerende.
»Vi har en aftale med Region Nordjylland, der siger, at den kliniske undervisningskapacitet på Aalborg Sygehus står til rådighed for os. Og jeg går ud fra, at den aftale står ved magt,« siger dekan Søren Mogensen, leder af lægeuddannelsen på Aarhus Universitet, til Nordjyske Stiftstidende.
Ingen konkurrence
Ulla Astman understreger i avisen, at Region Nordjylland ikke har i sinde at afbryde det samarbejde, skulle regionen få sin egen lægeuddannelse.
»Det samarbejde har været med til at gøre Aalborg Sygehus til, hvad det er i dag. Men vi kan godt stille kliniske pladser til rådighed også for Aalborg Universitet - det opfatter jeg ikke som problematisk,« siger hun og tilføjer:
»Jeg havde gerne set, at Aalborg Universitet havde fundet sammen med Aarhus Universitet. Vi har også forsøgt at få parterne til at arbejde sammen, men det har jeg ikke mærket megen vilje til. Og det er ærgerligt.«
Kan ende i et skrækscenarie
Konkurrence fra Aarhus Universitet er dog ikke det eneste problem, som Ulla Astman og universitetet i Aalborg står over for.
Ifølge Nils Lauge Johannesen, der er formand for den nordjyske lægeforening, kan en nordjysk uddannelse føre til arbejdsløshed blandt læger.
»Videnskabsministeren har lige meldt ud, at optaget bliver øget med 200 pladser til næste år på de tre eksisterende uddannelser. I forvejen ligger vi efter min mening lige i overkanten, og hvis antallet yderligere vokser, så vil vi stå med mange arbejdsløse læger om 10-15 år,« siger han til Nordjyske Stiftstidende.
Han frygter desuden, at en ny uddannelse kan belaste forholdet til Universitetet i Århus.
»Skrækscenariet vil være, at Aarhus Universitet opsiger det samarbejde. Så forudser jeg, at mellem 10 og 30 speciallæger og professorer vil rejse fra regionen, og det vil være en dyr vidensflugt,« siger han til avisen.