Det første halve år af den kliniske basisuddannelse (KBU) sad Jakob Møller Hansen mutters alene på ortopædkirurgisk afdeling på Køge Sygehus og kedede sig.
»Jeg så kun mine yngre kolleger, når de kom for at afløse mig, og undervisning var ikke-eksisterende,« siger Jakob Møller Hansen.
For at ruske op i cheferne på afdelingen bestilte han og afdelingens andre yngre læger et inspektorbesøg.
Det betød, at et par ældre reservelæger kom udefra for at vurdere afdelingens uddannelsesniveau.
Besøget førte dog ikke til reelle forandringer.
»Afdelingsledelsen var fuldstændig ligeglad og afviste at ændre noget. Ideen med inspektorbesøg er god, men det får kun konsekvens, hvis man har en ledelse, der er villig til at ændre tingene. Vi KBU’ere skifter stilling hvert halve år, og ingen gider lave noget om på grund af os, for vi er væk efter kort tid,« siger Jakob Møller Hansen,og beskriver det som en meget frustrerende periode.
Efter et halvt år fik han ulighed for at komme på hospitalets nyoprettede akutafdeling. Han sagde straks ja, og det er et skift, han ikke et øjeblik fortryder.
»Der er mange gamle sure læger, som siger, at KBU på akutafdelingerne er en katastrofe, men jeg kan simpelthen ikke se, at der kan være nogen ulemper ved det. At sidde og holde sårhager på ortopædkirurgisk kvalificerer i mine øjne ikke til noget som helst. På akutafdelingen er alle akutte og medicinske og kirurgiske tilfælde i en skøn blanding.«