Dødeligheden blev halveret, og indlæggelsesvarigheden og risikoen for akut genindlæggelse blev reduceret. Det er det dokumenterede udbytte af den indsats, som geriatrisk-ortopædkirurgisk team på geriatrisk afdeling, Århus Sygehus, har gjort over for ældre patienter med hoftebrud.

Afdelingen har siden 2003 haft et tæt samarbejde med sygehusets ortopædkirurger om bl.a. en geriatrisk gennemgang, visitation og genoptræning, hvor et visitations- og følge hjem-team fra geriatrisk afdeling hjælper patienten gennem den akutte fase under indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling og i forbindelse med udskrivelsen. I 2008 udvidede afdelingen det udgående geriatrisk-ortopædkirurgiske team, GO-team, som følger de udskrevne patienter og fortsætter behandlingen i eget hjem.

Det er resultaterne af den intensiverede indsats over for ældre hoftebrudspatienter, afdelingens forskningssygeplejerske Merete Gregersen nu har opgjort. I 2003 døde 28 pct. af hoftebrudspatienter indlagt fra plejebolig inden for 30 dage og 36 pct. inden for 90 dage. I 2008/2009 var dødeligheden reduceret til henholdsvis 8 og 19 pct.

Ledende overlæge Else Marie Damsgaard fortæller, at afdelingen bevidst målretter indsatsen over for de svageste ældre patienter: De, der indlægges fra plejebolig.

»Vi havde tidligere en høj dødelighed blandt patienter indlagt for hoftebrud. Derfor undersøgte vi, hvad der betingede den høje dødelighed, og lavede en målrettet indsats over for dem. De svageste ældre patienter, der bor i en plejebolig, er ofte demente og kan rent ud sagt ikke tåle at blive indlagt på et sygehus. Når de er kirurgisk færdigbehandlede, er det bedst for dem at komme hurtigt hjem efter udskrivelsen.

At dødeligheden i denne gruppe er væsentligt lavere nu, skyldes formodentlig en kombination af, at de hurtigere kommer hjem i vante omgivelser, og at det er nemmere at give dem blodtransfusioner, væske og antibiotika hjemme, fordi de er så forvirrede og urolige under indlæggelsen, at det er nemmere at give dem det hjemme,« siger Else Marie Damsgaard.

Forskningssygeplejerske Merete Gregersen skal nu i gang med at undersøge konkret, hvilke årsager der er til den lavere dødelighed.

Blodtransfusion, væskebehandling, tidlig mobilisering, opmærksomhed om funktionsniveau eller andre faktorer indgår i undersøgelsen.

Også antallet af akutte genindlæggelser inden for tre måneder efter udskrivelsen blev positivt påvirket af GO-teamets indsats. Det faldt fra 24 pct. i 2003 til 14 pct. i 2009.

Liggetid faldet fra 29 dage til 8,6 dage

  • Geriatrisk afdeling har ca. 150 ansatte fordelt på to sengeafsnit, en faldklinik og fem udgående teams: Et geriatrisk team. Et team, som visiterer og følger patienter hjem fra det akutte medicinske visitationsafsnit. Et team, som følger patienter hjem fra de øvrige medicinske afdelinger. Et apopleksiteam samt et geriatrisk-ortopædkirurgisk team
  • 75 pct. Af afdelingens patienter har mellem tre og syv behandlingskrævende diagnoser. Liggetiden var i 1995 29 dage i gennemsnit mod 8,6 dage sidste år.
     

Den Gyldne Skalpel

Sytten års sejt træk for de syge gamle

Fysioterapeut Anna Krogshede fra det geriatriske GO-team med den 86-årige patient Anna Christensen, som har haft et hoftebrud.— Foto: Jesper Balleby