En 56-årig læge fra Næstved er sygemeldt og i psykiatrisk behandling, efter embedslægen bed mærke i lægens høje forbrug af det morfinlignende præparat Doltard.

Lægens egen forklaring, som er givet til Sjællandske, er, at der ikke har været tale om et misbrug.

»Jeg kunne ikke tåle gigtmedicin på grund af mavesår. Derfor udskrev min speciallæge Doltard. Indimellem udskrev jeg det til mig selv. Jeg kunne jo ikke gå rundt og have ondt hele tiden,« siger lægen til Sjællandske.

Lægen havde allerede sygemeldt sig, da embedslægen reagerede på det høje forbrug af Doltard, og derfor har der ikke været behov for at fratage lægen hans autorisation midlertidigt.

»Jeg forventer at være tilbage efter nytår. Det er den tidshorisont, som min psykiater har givet mig,« siger lægen til Sjællandske. Når han vender tilbage til jobbet, skal han løbende aflevere urinprøver til analyse.

»Det har jeg valgt selv at gøre for at bevise min uskyld,« siger lægen til Sjællandske.