Vinderen af årets Mahlerpris, Niels Kristian Kjær, brænder for uddannelse. Universitetsuddannelse, speciallægeuddannelse, efteruddannelse.
Han har selv bygget ovenpå sin speciallægeuddannelse i almen medicin med en masteruddannelse i pædagogik. Uddannelsen tog han som en del af en gruppe af læger, der blev sendt af sted for at blive uddannet, så de kunne bistå implementeringen af reformen af speciallægeuddannelsen i 2004.
Niels Kristian Kjær efteruddannede sig dermed for at kunne bidrage til at videreuddanne andre. Den passion for uddannelse er hans kendetegn, og det er passionen, han bliver belønnet for på årets Lægedage, hvor han får overrakt Mahlerprisen.
Prisen, der er på 35.000 kroner, uddeles til en praktiserende læge, der enten gør en ekstraordinær indsats for at profilere almen medicin på forebyggelsesområdet, har gjort en særlig indsats i arbejdet med kvalitetsudvikling inden for almen praksis eller har arbejdet for at forbedre undervisning og uddannelse inden for specialet.
»Jeg synes, det er interessant at være med til at uddanne nye kollegaer. Alle former for udannelse interesserer mig egentlig, for når man underviser, får man meget igen, og man udvikler sig selv,« fortæller Niels Kristian Kjær fra praksissen i Vester Sottrup ved Sønderborg, som han deler med tre kolleger.
Stor indsats for almen medicin
I begrundelsen for at tildele Niels Kristian Kjær prisen nævnes det, at han har gjort en imponerende indsats for udformningen af videreuddannelsen i almen medicin.
Konkret har han bl.a. publiceret artikler omkring videreuddannelsen – bl.a. om KBU og værdien af uddannelse i almen praksis. Han har også tidligere været med til at udvikle vejlederkurser i Region Syddanmark, og så er han redaktør på den nye målbeskrivelse i almen medicin.
Derudover arbejder han i øjeblikket på et fælles-europæisk Leonardo da Vinci-projekt, der fokuserer på faglig opgradering af almenmedicinske tutorlæger i Europa. Og så skriver han på en ph.d. med arbejdstitlen ”Værdien af målstyring i post-graduat uddannelse”.
»Det er en holdindsats«
Niels Kristian Kjær er glad for at få Mahlerprisen. Men han understreger, at hans arbejde ikke er solo-projekter.
»Det er rigtig, rigtig rart at møde anerkendelse, især når det er noget, man brænder for. Men i almenmedicinsk uddannelse opfatter vi os som holdspillere, og jeg er kun en del af holdet. Alle resultater er opnået gennem holdet, og alt, hvad jeg har lavet, har jeg lavet i samarbejde med gode kolleger,« understreger Niels Kristian Kjær. Han har ikke planer om at stoppe sit engagement i videreuddannelse lige foreløbig.
»Nu er jeg engageret i det europæiske projekt, der kommer en ph.d. på et tidspunkt, og jeg vil stadig deltage i uddannelsesaktiviteter indenfor almen medicin og være en aktør på banen med hensyn til videreuddannelsen,« slutter prisvinderen.