Det skal være slut med at belønne nye praktiserende læger i Region Nordjylland, der overtager en praksis i områder, hvor der ikke er lægemangel.
Det vedtog regionsrådet i Region Nordjylland i går efter socialdemokraten Poul Erik Andreasen har rejst spørgsmål ved regionens praksis for at rekruttere nye læger efter regionsrådet i to tilfælde har godkendt aftaler, der gav 1,25 mio. kr. til læger, der overtog en praksis i Vraa og Hals.
Begge byer ligger i et område, hvor 42 af 44 ydernumre er besat.
»I en tid hvor det diskuteres, om det er rimeligt, at en enlig forsørger på kontanthjælp har 5.000 kr. tilbage om måneden til kost, beklædning, fritid m.m., når de faste udgifter er betalt, og at belønne en kontanthjælpsmodtager med 600 kr. om måneden i præmie hvis de selv finder et arbejde, så virker det grotesk at forretningsudvalget godkender en aftale, der indeholder en præmie på 1,25 mio kr. for at en ung læge overtager en praksis fra en ældre læge. En praksis som henter 3 mio kr. pr. læge ved sygesikringen om året,« skrev Poul Erik Andreasen i sin indstilling til regionsrådet.
Under den efterfølgende debat lovede regionsrådsformand Ulla Astman (S), at regionen i en kommende revision af praksisplanen vil indføre en differentieret rekrutteringsbonus, hvor beløbets størrelse afhænger af lægemanglen, skriver Nordjyske.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen