Uigennemskueligt og svært at danne sig et overblik over.
Sådan lyder PLO’s beskrivelse af prismarkedet hos de 10 lægesystemleverandører, der installerer Datafangst hos landets praktiserende læger.
Hverken PLO eller Dansk Almenmedicinsk Kvalitet-Enhed (DAK-E) har overblik over de priser, som leverandørerne tager for at installere og drive Datafangst. PLO beskriver markedet som ’det vilde vesten’.
En verden præget af stor loyalitet fra brugerne, fordi det er vanskeligt og uoverskueligt at skifte system, og en stor grad af autonomi hos systemhusene, som kan prisfastsætte, som de har lyst til.
PLO har brugt mange kræfter på at få overblik over lægernes udgifter til Datafangst, men det er sparsomt, hvad de har fået ud af det.
»Billedet er for os fuldstændig uoverskueligt, for det afhænger af systemhusenes prispolitik, og det har vi ingen indflydelse på. Det er et meget lukket og uigennemskueligt marked, fordi ingen har lyst til at lægge prislisterne åbent frem. Vi har gennem årene hele tiden haft en ambition om at kunne give lægerne overblik over udgifterne til Datafangst, men det er aldrig lykkedes os at få samlet oplysninger nok,« siger formand for PLO, Henrik Dibbern.
Der er ikke indgået nogen aftale med systemhusene om, hvor meget de må tage for at installere og drive Datafangst. Firmaerne opererer på et frit konkurrencemarked, og størstedelen har ikke standardiserede priser, hverken i installations- eller månedlige abonnementsafgifter.
PLO modtager meget forskellige meldinger om priserne for installation af Datafangst. Nogle læger betaler et par tusind kroner, mens andre betaler helt op til 10.000 kr. pr. læge for at få installeret Datafangst.
»Der er enorme prisforskelle. I nogle tilfælde anser leverandørerne Datafangst som en del af grundpakken, og så skal lægerne ikke betale noget. I andre tilfælde kræves der timebetaling for dem, der kommer ud og installerer systemet. Prisen ender ofte med at blive en anden end den, man får at vide fra start,« siger Henrik Dibbern.
Størstedelen af landets praksis kører på en lokalserver. Det betyder, at de skal have en medarbejder fra leverandørfirmaet ud i klinikken og foretage installationen af Datafangst. Her betales både for kørsel og en timeløn på ca. 1.000 kr., og »så kan det hurtigt løbe op,« som chef for DAK-E, Henrik Schroll, udtrykker det.
Hertil kommer, at mange læger vælger at få klaret flere ting med det samme, f.eks. at få udskiftet computere, og så bliver regningen endnu større.
Danske Regioner udbetaler 7.500 kr. per læge i refusion af omkostningerne i forbindelse med at installere Datafangst. Beløbet er udregnet fra et gennemsnitligt skøn af installationsomkostningerne og dækker for de fleste lægers vedkommende installationen.
PLO medgiver dog, at de 7.500 kr. samlet set ikke dækker de omkostninger, Datafangst giver praksis, fordi leverandørerne også opkræver abonnementsafgifter for driften af Datafangst.
Abonnementspriser fra 0 til 5.000 kr.
Når det kommer til abonnementsomkostningerne, er billedet ligeledes sløret.
»Det er næsten lettere at overskue et mobilabonnement, end hvad de hér abonnementer koster,« lyder Henrik Schrolls sammenligning.
Ingen har helt overblik over, hvor meget der bliver betalt hver måned rundt om i de forskellige praksis. Det står dog klart, at der er betydelige forskelle. DAK-E foretog i 2009 en undersøgelse blandt 100 praksis og syv systemhuse.
Undersøgelsen viste, at nogle læger betalte et stort, rundt 0, fordi Datafangst betragtes som en del af det abonnement, de allerede har. Andre betalte ca. 400 kr. om måneden. Det månedlige gennemsnitsbeløb lå på ca. 90 kr.
I en rundspørge blandt systemhusene oplyser størstedelen i dag, at de tager mellem 75 kr. og ca. 100 kr. om måneden. Det er dog forskelligt fra leverandør til leverandør, om prisen er per læge eller per bruger. I de fleste Datafangst-abonnementer er der dog medregnet en udgift til sundhedsdatanettet, og så er abonnementsprisen højere end de 75-100 kr.
Henrik Schroll mener, at abonnementsydelserne kan være en barriere for, at nogle læger kommer på Datafangst:
»Hvis abonnementet betales per bruger, og du er en praksis, der består af fire læger, fem sygeplejersker og sekretærer, kan det pludselig blive mange penge. Så vil nogen sige: ’Så skal jeg ikke på, så vigtigt er det heller ikke’.«
Hvorfor overhovedet kræve afgift?
PLO kan ikke finde nogen rationelle argumenter for, at systemhusene kræver en abonnementsydelse. Leverandørernes argument for abonnementet er, at det er eneste sted, de kan hente penge til vedligeholdelsen af Datafangst. Leverandørerne får i forbindelse med certificering 25.000 kr. i refusion af udgifter til udviklingen af programmet. Et beløb, de selv kalder »symbolsk«, og som Henrik Schroll betegner med metaforen: »nok ikke nogen guldgrube.«
Ifølge PLO og DAK-E er der kun få vedligeholdelsesomkostninger forbundet med Datafangst. Hertil kommer, at langt størstedelen af supporten foregår i DAK-E og er gratis for lægerne, fordi den er omfattet af overenskomsten.
Selve driften har leverandørerne ikke direkte noget at gøre med, fordi det er DAK-E, der både udvikler eventuelle opdateringer og supporterer Datafangst. Det vil sige, at det, lægerne betaler for i abonnementsafgiften, er, at leverandørerne sender data fra Datafangst via deres sundhedsdatanet til DAK-E’s database.
Herudover skal leverandørerne installere opdateringer i de praksis, som har deres server stående i systemhusene, de såkaldte centralserverløsninger. Hos de praksis, der kører på asp-løsning, eller lokalserverløsninger, har leverandørerne ikke noget med opdateringen af selve datafangstprogrammet at gøre, det klarer DAK-E automatisk via fjernløsning gennem sundhedsdatanettet. EG Data A/S oplyser, at ca. 40 pct. af deres brugere er på centralserverløsningen, mens resten er på lokale servere.
Henrik Schroll mener, at det billede nogenlunde svarer til helhedsbilledet.
Han vurderer ikke, at det udgør en stor omkostning for systemhusene at sende data til DAK-E. Det koster årligt hvert lægesystem 20.000 kr. at sende data via sundhedsdatanettet.
Prisen er uafhængig af, om leverandøren har fem eller 500 brugere, og om det sender få eller mange data. Det vil sige, at CompuGroup Medical, som leverer Datafangst til 40 pct. af lægerne, har en udgift på ca. 13 kr. per læge om året for at sende data via sundhedsdatanettet. Den mindste leverandør, Datagruppen Multimed Aps, har ca. 10 læger og betaler dermed 2.000 kr. per læge om året, eller ca. 160 kr. om måneden.
Låst marked
Henrik Dibbern forklarer priser såvel som prisforskelle i, at leverandørerne kan sætte deres priser, som det passer dem, efter at Datafangst er blevet obligatorisk.
»Der er ingen diskussion om, at lægerne skal købe det, og det ved systemhusene godt. Når vi aftaler i vores overenskomst, at noget bliver obligatorisk, sidder systemhusene og lytter. Så kan de jo i princippet sætte deres priser, som de har lyst til, fordi lægerne er nødt til at få den nye teknik ind i huset,« siger Henrik Dibbern.
Han mener desuden, det har noget at gøre med, at lægestanden samlet set ikke er en stærk forhandler:
»Vi er ikke stærke som køberorganisation. Hvis vi nu alle sammen slog os sammen og sagde: ’Vi vil kun købe dér, hvor prisen er den rigtige’, ville det måske rykke. Men vi er jo individualister og styrer hver vores klinik. Det med at være fælles om indkøb er ikke noget, vi har tradition for i praksis.«
Den manglende konkurrence om kunderne medvirker til systemhusenes lukkede tilgang til deres priser, mener Henrik Dibbern:
»Markedet er låst. Alle læger har et system, og ingen bruger ret meget tid på at orientere sig, om de skal have et andet system i stedet for. Derfor er der ingen særlig interesse fra systemhusene for at gå ud og offentliggøre deres prispolitik, for de kan ikke rigtigt kapre nogen ved det, kunderne er fordelt.«
Intet odiøst
Talsmand for Primærsektorens Leverandør Forum (PL Forum) Jesper Sørensen fra EG Data Inform A/S medgiver, at det kan være svært for kunderne, såvel som for PLO og DAK-E, at få overblik over omkostningerne til Datafangst. Grunden til, at priserne ikke er ens, er, at klinikkerne og de forskellige systemer ikke er ens, fortæller han.
»Det synes jeg ikke, at der er noget odiøst i. Det er ganske almindelig købmandsregning. Hver leverandør gør prisen op ud fra, hvad det koster firmaet at lave installationen, og hvad det koster at vedligeholde systemet. Systemerne er ikke ens, så der vil være en forskel – det koster jo heller ikke det samme at skifte en skærm på en Audi og på en folkevogn,« siger Jesper Sørensen og tilføjer:
»Og så skal man selvfølgelig tjene lidt på det, for det er jo forretning. Ligesom alle andre steder kan det godt være, der ind imellem er nogen, der har sat en høj pris, men sådan er det jo også hos købmanden, og det udligner konkurrencen sidenhen.«
Jesper Sørensen oplyser, at han ikke kender noget til de andre firmaers priser, da leverandørerne ikke må tale sammen om priserne i henhold til loven om karteldannelse.
»Vi må ikke og ønsker ikke at være fælles om økonomiske sager. Hvis du spørger en advokat, må to leverandører nærmest ikke gå på toilettet sammen, for tænk, hvis de sagde et eller andet til hinanden. Vi hverken kan, vil eller må melde noget ud i fællesskab. Det betyder, at vi hver især har vores egen måde at gøre tingene på. De forskellige måder at gøre priserne op på og klinikkernes forskellighed, gør det svært at finde en generel sammenligning af priserne,« siger Jesper Sørensen.
PLO har i forbindelse med den nye overenskomst oprettet et it-udvalg, som involverer Danske Regioner, DAK-E, PL Forum og Medcom (offentligt finansieret, non profit samarbejde mellem myndigheder, organisationer og private firmaer med tilknytning til den danske sundhedssektor). Ideen er, at man her kan diskutere, indgå aftaler mv.
Første møde er ikke holdt endnu.