Kvinder med kræft i æggestokkene kan leve længere uden sygdommen, hvis kræftlægerne sideløbende med kemoterapi behandler med det – i Danmark – kontroversielle kræftlægemiddel Avastin.

Det viser et amerikansk studie, der er offentliggjort de amerikanske kræftlægers kongres ASCO i Chicago, hvor forskere har fulgt 1.873 kvinder med ubehandlet fremskreden kræft i æggestokkene, bugvægshinden eller æggelederne.

I den gruppe, som sideløbende med kemo – og i en efterfølgende periode på op til 15 måneder – fik Avastin, varede det 14,1 måneder, inden sygdommen begynder at udvikle sig igen hos halvdelen. For den gruppe, der ikke blev behandlet med Avastin, var perioden 10,3 måneder.

Det svarer til en reduceret risiko for tilbagefald på 28 % i forhold til behandling med kemoterapi alene, ifølge producenten Roche.

»Det er første gang, at vi ser dokumentation for effekten af dette helt nye princip i behandlingen af kvinder med kræft i æggestokkene. Det er selvfølgelig en glædelig nyhed, at vi måske nu får mulighed for at forbedre behandlingen af en de mest alvorlige kræftformer blandt kvinder,« siger professor, dr.med. Svend Aage Engelholm, som er klinikchef på Rigshospitalet og formand for Ovariecancergruppen i Danmark.

Afventer europæisk studie
Kræft i æggestokkene er en af de hyppigste kræftformer blandt kvinder, og hvert år får cirka 600 danskere stillet diagnosen, der har en høj dødelighed i forhold til andre kræftsygdomme.

Overlevelsenprocenten efter fem år ligger i dag på cirka 50 procent.

På trods af de gode resultater i det nye studie, så er det endnu for tidligt at sige, om behandlingen skal indføres herhjemme, fortæller Svend Aage Engelholm.

»Det er er meget lovende resultater, men det er for tidligt at sige noget endeligt om behandlingens betydning for den samlede overlevelse. Derfor afventer vi resultaterne af en tilsvarende europæisk undersøgelse, inden vi træffer beslutning om, hvorvidt det nye behandlingsprincip skal indføres som standardtilbud til de relevante patienter i Danmark.«