Danske Regioner og Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker (BPK) blev lillejuleaften enige om at sænke prisen for behandling i det private med to procent.
Forud for sidste planlagte møde 14. december forlød det ellers, at afstanden mellem det offentlige og det private var lang, da BPK ville have taksterne hævet, mens regioner krævede dem sænket med over 10 procent.
Uenigheden truede en overgang med at suspendere det udvidede frie sygehusvalg, da de nye takster efter planen skulle træde i kraft ved årsskiftet. Lå der ikke en ny aftale klar inden da, ville behandlingsgarantien blive suspenderet.
Endnu er fremtiden for behandlingsgarantien dog ikke sikret, for der er stadig uenighed mellem regionerne og det private.
Derfor er aftalen – der også inkluderer, at det private bliver underkastet kvalitets- og dokumentationskrav, der modsvarer kravene til offentlige sygehuse – kun gældende indtil 7. februar, hvorefter regionerne lægger op til at sænke taksterne yderligere.
Tvivl om referencetakster
For langt de fleste behandlinger vil priserne dog ikke blive sænket mere end de to procent, meddeler parterne i aftaleteksten (word-dokument), mens priserne for en række behandlingsområder med stor volumen forsat er i spil.
Her ligger den private takst nemlig højere end DRG-taksten og endnu højere end referencetaksterne.
Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker har dog sat spørgsmålstegn ved referencetaksternes validitet, og derfor besluttede parterne at bruge perioden frem til 7. februar på at skabe klarhed over udgifterne forbundet med behandlingerne.
Ingen af parterne er dog tvunget til at acceptere resultatet af undersøgelserne, og sagen kan derfor stadig ende med en voldgift, hvor en sagkyndig afgører striden med en aftale, som parterne binder sig til at acceptere og frasiger muligheden for at fortsætte eventuelle diskussioner.
Læs mere
Mikkel Aabenhus Hemmingsen