Hvis røntgenafdelingerne er utilfredse med de scannere, som de er blevet tildelt, må de bebrejde sig selv. Sådan lød den kontante udmelding fra regionernes formand, Bent Hansen, i TV-Avisen i aftes kl. 18.30.

Han blev bedt om at forholde sig til en kritik fra Rigshospitalets klinikchef Paul Nilsson, som føler sig snydt, efter at radiologisk klinik er blevet tildelt forældede scannere. DR’s vært Claus Buhr spurgte Bent Hansen, om han anerkender, at nogle røntgenafdelinger har fået en dårligere model, men Bent Hansen sendte aben direkte tilbage til Rigshospitalet.

»Den pågældende overlæges kolleger har siddet med i de faglige arbejdsgrupper, og jeg går ud fra, at man har defineret de faglige behov, man har (…). Jeg er ked af, at man på det her tidspunkt – efter de faglige grupper har afleveret og været med til at definere kravene – så kommer og siger, at det ikke var meningen. Jeg er ked af, at Rigshospitalet ikke sendte den rigtige mand til disse arbejdsgrupper, for det har de åbenbart ikke gjort,« lød Bent Hansens forsvar.

Topmoderne scannere
I Dagens Medicin siger Poul Nilsson, at lægerne har brugt oceaner af tid på at rejse rundt og besigtige scannere, de hellere vil have, men at de i sidste ende ikke har fået lov til at købe dem.

I en pressemeddelelse i dag afviser Danske Regioner kritikken af det store indkøb af 43 nye scannere til primært kræftudredning. Overskriften lyder: »Nyindkøbte scannere er topmoderne,« og Danske Regioner mener, at de faglige indstillinger er blevet fulgt til punkt og prikke. I pressemeddelelse står blandt andet: »I alle tilfælde er indstillingerne blevet fulgt (anbefalingerne fra de lægefaglige eksperter, red.).«

Samtidig afviser Danske Regioner kritikken fra røntgenafdelingen på Vendsyssel Sygehus i Hjørring, at vægtningen mellem faglige og økonomiske hensyn er blevet ændret undervejs i udbudsprocessen, så de økonomiske hensyn har vægtet væsentligt mere end de erklærede 40 pct. Danske Regioner skriver i pressemeddelelsen:

»I alle udbud er kvaliteten blevet vægtet højere end prisen.«

Link