»Enmandshæren«, »Kong Bent«, »Diktatoren«.

Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), indtager en urørlig plads som den mest langtidsholdbare politiker i det danske sundhedsvæsen gennem ti år. Helt tilbage fra Magtlistens start har Bent Hansen været på Magtlistens top 10, og de seneste fire år er han løbet med listens første- eller andenplads.

Bent Hansen er Danske Regioner. Siden strukturreformen i 2006 har han tegnet hele butikken og stået i front som regionsformand i Region Midtjylland. Og selv om der har været skønhedsfejl på det seneste med håndteringen af et nyt vestjysk storsygehus, indkøb af nye scannere, indiske læger og bruddet med det svenske ambulancefirma Samariten, så er Bent Hansen manden, der tager kritikken på sig og finder løsningerne.

Et tilbageblik på magtlisten gennem ti år viser, at tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er den politiker, som gennem årene har opnået flest førstepladser. Den sjette i rækken indkasserer han i år.

Placeringerne afspejler Lars Løkke Rasmussens succes med at gennemføre et politisk projekt med strukturreform, centralistisk styring og øget brug af privathospitaler, der står tilbage som sundhedsvæsenets svar på Storebæltsbroen. Han har gennem årene været sekunderet af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på listen og af en mindre profileret afdelingschef i Sundhedsministeriet, Vagn Nielsen, der i år har tabt pusten og er havnet uden for magtlistens top 10 på en 14. plads.

De faglige organisationer har gennem årene haft svingende held med at gøre deres indflydelse gældende i dansk sundhedspolitik. Lægeforeningen tabte pusten i de første par år af Jens Winther Jensens formandsperiode, men har de seneste to år været med i top 10. Den bedste placering går dog til formand for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, der de seneste år er rykket støt frem fra en 7. til en 4. plads.