Skadestuen på OUH nægtede for tre år siden en dengang 77-årig, benzinvåd kvinde indenfor. Kvinden kræver 200.000 kr. i erstatning i byretten i Odense, skriver Fyens Stiftstidende.
4. juni 2009 var den ældre kvinde inde for at tanke benzin. Slangen eksploderede mellem hænderne på hende, og drivvåd af benzin blev der ringet 112, og hun fik hjælp af Falck.
Efter at Falck havde renset kvinden, kørte de hende til skadestuen, men her blev hun afvist, fordi personalet vurderede, at benzinresterne udgjorde en fare i forhold til personale og patienter.
I over en time blev den ældre kvinde stærkt forfrossen og nøgen skyllet og renset med koldt vand i et halvåbent telt sat op på parkeringspladsen ved skadestuen. Alt imens, at alle fra skadestuens vinduer frit kunne kigge på.
Ikke på ét eneste tidspunkt blev hun tilset af en læge i den time, hvor hun blev renset for benzin kom det frem i går under retssagen ifølge avisen. Det kom også frem, hvordan skadestuens kriseberedskab for forurenede personer blev sat i værk, selv om ingen personer fra sygehuset reelt havde kigget på kvinden.
Trods en næse fra Retslægerådet har OUH afvist erstatning til den i dag 80-årige kvinde, selv om sygehuset har erkendt at have fejlvurderet, hvor meget benzin, Lilly Knudsen havde fået på sig, og at man fra skadestuens side udsatte hende for overbehandling.
Der falder dom i sagen 5. november.