En ung pige humper tydeligt besværet ind på overlæge Ole Slots ambulatorium på Reumatologisk Klinik ved Hvidovre Hospital.

»Det gør pisseondt dernede,«, siger hun og peger på sin højre akillessene med en anstrengt grimasse. Så er spørgsmålet, hvad der forårsager smerten. Patienten lider af ledegigt, og med denne lidelse er det ofte svært at fastslå, om det er selve senen, der er betændt, eller om det bare er en omkringliggende slimsæk. Det er det i dette tilfælde, og Ole Slot behøver ikke mange sekunders klinisk undersøgelse, før han trækker sit faste hjælperedskab frem: et stort skrummel af en ultralydsscanner.

Betændt slimsæk
Ved hjælp af den og lidt gele på akillessenen kan han lynhurtigt konstatere, at patienten i dette tilfælde kun har en betændt slimsæk, og han kan derfor med sindsro give hende en sprøjte med
betændelsesdæmpende binyrebarkhormon. Havde det været galt med selve senen, havde situationen været mere problematisk, for her er betændelsen en del af helingsprocessen.

»Det var et godt eksempel på, hvor stor en hjælp ultralydsmaskinen kan være«, forklarer overlægen, efter at han har sendt patienten hjem med et løfte om, at smerterne vil være langt mindre i morgen.

»Jeg kunne ikke have følt mig frem til, om det var slimsækken eller senen, der var noget galt med. Men jeg kunne let se det på skærmen«, uddyber han.

En af de fremmeste i verden
At der overhovedet står en ultralydsmaskine ved siden af hans patientbriks, er et udtryk for, hvor langt fremme Hvidovre Hospital er med gigtbehandling. Hospitalet er således et af de fremmeste i verden til at bruge billeder fra henholdsvis ultralydsundersøgelser og mr-scanninger til for det første at stille en diagnose og for det andet at overvåge den efterfølgende behandling. Billeddiagnostik har bl.a. forkortet patienternes indledende diagnosticeringsforløb dramatisk. Hvor man før i tiden kunne være både seks, otte og ti år om at bestemme, hvilken form for og hvor aggressiv en gigt patienterne led af, tager det nu typisk et til to år.

Alt det kan Hvidovre Hospital for en meget stor del takke en nyuddannet læge, der i 1992 gik i gang med sin ph.d., for.

En tilfældig rød tråd
Den unge læge hed Mikkel Østergaard, og han bestrider i dag en professorstilling samme sted. Hans ph.d.-projekt var et af de første i verden, som prøvede mr-scanninger på gigtpatienter. Det banede vejen for en lang række senere banebrydende projekter og har bl.a. ført til, at hans gruppe nu har fire til seks ph.d.-stillinger dedikeret til gigtforskningen.

Mikkel Østergaard syntes som udgangspunkt, at gigtbehandling var et af de mest spændende medicinske områder – både fordi det er en intellektuelt stimulerende lidelse at udrede symptomerne på, og fordi der er så mange mennesker, som er generet af det – men at det lige blev billeddiagnostik, som kom til at blive den røde tråd i hans karriere, skyldes mest af alt hans mentor, Ib Lorenzen, der var klinisk professor på reumatologi.

»Han så nogle muligheder i mr-scanninger, som ikke særligt mange andre så, og det satte han så mig til at undersøge. Det var fremsynet af ham«, fortæller Østergaard.

Hospitalets mr-afdeling blev dengang stort set kun brugt til scanninger af hjerter og hjerner, og den nye ph.d.-studerende blev modtaget med skepsis af afdelingens leder, professor Ole Henriksen. Han var dog alligevel så venlig at lade Mikkel Østergaard bruge scanneren uden at skulle betale for det – så længe det var uden for afdelingens normale arbejdstid. I praksis måtte den unge forsker således i weekender og ferier stå for det hele selv. Han husker ikke uden nostalgi tilbage til påskeferien 1992, hvor han selv hentede de patienter, som var dårligt gående, scannede dem og de andre, som selv havde fundet vej til hospitalet, hvorefter han kørte de dårligt gående hjem igen.

Det hårde arbejde bar heldigvis hurtigt frugt.

»I begyndelsen var det lidt med at føle sig frem, men vi fik relativt hurtigt nogle billeder af rimelig høj kvalitet, hvor vi kunne se de gigtberørte områder meget detaljeret«.

Det var det første gennembrud, og det førte også til en udtalt holdningsændring hos mr-afdelingens professor.

»Han sagde selv til mig, at han skiftede fra venlig skepsis til aktiv støtte,« husker Østergaard med et smil.

Og siden er det som sagt blevet til talrige andre projekter og et væld af videnskabelige artikler, også om ultralydsscanninger, i diverse fagblade. 46-årige Mikkel Østergaard, der blev professor som blot 39-årig, er i dag anerkendt som en af Danmarks fremmeste gigtforskere.

Hurtigere diagnose og bedre behandling
Ser man nærmere på nogle af de artikler, som Mikkel Østergaard og hans kolleger på Hvidovre Hospital har skrevet, så er det et gennemgående tema, at scanningerne ud over at lette selve diagnosen også giver solide fingerpeg på, hvordan de forskellige former for gigt vil udvikle sig over tid. Østergaards nære forskerkolleger, overlæge Merete Hetland og 1. reservelæge Bo Ejbjerg, var f.eks. hovedforfattere på en artikel fra november sidste år, som påviste, at knoglemarvsødemer er det stærkeste forvarsel med hensyn til yderligere ledødelæggelse for patienter med et tidligt stadie af ledegigt.

Ud over ledegigt forsker Mikkel Østergaards gruppe bl.a. i den frygtede gigtsygdom Morbus Bechterew, der fører til gradvis stivhed i ryggen. Mr-scanninger har forårsaget et diagnostisk gennembrud inden for denne sygdom:

»Selve det at diagnosticere Morbus Bechterew, før ryggen var ødelagt, var stort set umuligt, før mr-scanningerne blev indført. Dette betød i praksis, at lægerne måtte vente år på, at sygdommen udviklede sig, så de kunne se, hvad det var«.

Den fremrykkede diagnose giver også en langt bedre chance for at skride ind med behandling, før ledegigten forværres.

»MR har gjort det lettere for lægen at stille en diagnose,« opsummerer Østergaard, og da han lidt senere i interviewet viser os en mr-scanning af en patient med Mb. Bechterew, sætter han flere ord på sine forhåbninger:

»Det er et mindretal, der bliver helt stive i ryggen, og jeg føler mig overbevist om, at det bliver endnu færre, når behandling efter billeddiagnostik kommer op at køre«.

Ultralydsscanningerne er i sagens natur anderledes end mr-scanninger, som giver tredimensionelle billeder af kroppen. De når ikke lige så dybt, og lægen får et mindre detaljeret billede af led og inflammationer. De er til gengæld både billigere og lettere at udføre og har, som Ole Slot forklarede, lettet både lægernes og patienternes hverdag betragteligt.

Mikkel Østergaard tøver, da han bliver bedt om at pege på det forskningsresultat, han er mest stolt af. Han vil som udgangspunkt hellere formulere sig mere overordnet:

»Jeg mener, at jeg i høj grad, også på internationalt plan, har været med til at højne potentialet i og værdien af mr-scanninger af gigtpatienter. Jeg var ret tidligt ude og har været med hele vejen. Allerede i forbindelse med mit disputatsarbejde påviste jeg, at man med mr får et meget pålideligt mål for betændelsestilstand i led. Det var væsentligt«.

Mere aktuelt peger han på, at forskerne på Hvidovre Hospital med ham i spidsen og i samarbejde med flere andre udenlandske sygehuse har været med til at udarbejde et bedømmelsessystem af mr-scanninger af ledegigt, som nu er brugt internationalt. Næste store projekt med Øster-gaards signatur under er et lignende system for psoriasisgigt.

Store roser
Hos Gigtforeningen, der varetager gigtpatienters interesse i Danmark, er der ikke overraskende lutter lovord til professoren fra Hvidovre Hospital. Foreningens direktør Lene Witte kalder ham for »en af de fremmeste og vigtigste kapaciteter inden for udvikling af tidlig opsporing og tidlig behandling af inflammatoriske gigtsygdomme« og fremhæver lige præcis hans udvikling af metoder ved anvendelse af billeddiagnostik.

Faktisk sætter patientforeningen så meget pris på Østergaard, at de, ud over at have indkøbt en ultralydsmaskine til hans gigtafdeling, siden 2002 i samarbejde med Statens Sundhedsfaglige Forskningsråd har finansieret det forskningsprofessorat, han bestrider. Det blev forlænget to år i 2007, og foreningen er så tilfreds med de resultater, stillingen har afstedkommet, at de nu arbejder på at gøre professoratet permanent.

»Gigtforeningen giver sin største anerkendelse og værdsættelse af Mikkel Østergaards arbejde, som i høj grad er til direkte nytte for patienterne,« lyder det afsluttende skudsmål fra direktøren.

Al den succes er på ingen måde steget professoren til hovedet. Han forholder sig afmålt til sine resultater og afviser, at han har været drevet af ambition.

»På en måde har jeg faktisk nok ikke været ambitiøs nok. Jeg har ikke sat nogen præcise mål. Til gengæld er jeg gået meget logisk frem med min forskning – et projekt har automatisk ført nye spørgsmål med sig, som så definerede det næste projekt, og det kan der jo være en fordel i. Men det kunne da helt sikkert også have været en fordel, hvis jeg havde haft en helt klar ambition om at ville finde ud af et eller andet«.

Selv det, at forskningen er endt med at fylde så meget, som det gør – til så mange gigtpatienters glæde – har været alt andet end planlagt.

»Jeg havde absolut ingen ambition om, at jeg skulle være fuldtidsforsker – jeg havde bare tænkt, at det ville være godt at forske i en periode. Og så blev jeg så grebet af det...«. 

Af Rasmus Thirup Beck

Sådan læser man en mr-scanning af en gigtpatient

  • På billedet ser man inflammation i flere ryghvirvler hos en patient, der lider af den frygtede gigtsygdom Morbus Bechterew, der fører til gradvis rygstivhed. Inflammationen ses som lyse områder i ryghvirvlerne, særligt omkring hvirvelhjørnerne.
  • Et forskningsprojekt med deltagelse af Hvidovre Hospital har for nylig påvist, at inflammation i hvirvelhjørnerne indikerer udviklingen af den knogledannelse (syndesmofytter), som på længere sigt kan lede til sammenvoksning af hvirvlerne.
  • MR-scanninger som denne af aktiv inflammation er et nyt og vigtigt redskab med hensyn til både diagnose, monitorering og behandling af patienter med Morbus Bechterew.
  • MR-scanning af ledegigtpatienter muliggør afklaring af, om der aktivitet i sygdommen, og kan bidrage til en mere præcis forudsigelse af det efterfølgende sygdomsforløb.