Det ligner en ond cirkel.
Ved at bruge bredspektret antibiotika, kan lægerne redde liv. Men samtidig øger brugen af bredspektret antibiotika risikoen for, at der udvikles resistente bakterier, som kan gøre andre patienter syge.
Det er den diarré-fremkaldende bakterie Clostridium difficile, der har hærget hovedstadens sygehuse og kostet mindst 23 liv, det seneste eksempel på.
Men nu får lægerne et nyt redskab i kampen mod resistente bakterier – computerprogrammet TREAT.
Computersystem stiller hurtig og præcis diagnose
TREAT er udviklet af forskere ved Aalborg Universitet, som betegner det som et beslutningsstøttesystem til støtte for rådgivning ved antibiotisk behandling.
Computerprogrammet kalkulerer ud fra patientens prøver og undersøgelser sandsynligheden for at patienten har en infektion.
Systemet trækker på et stort netværk af viden om sygdomme, og på baggrund af beregningerne, foreslår den en behandling.
Computersystemet er testet af over 5000 patienter på verdensplan, og de foreløbige resultater viser, at TREAT ordinerede den rette behandling i 86 % af tilfældene, hvor i mod lægerne kun ordinerede rigtigt i 66 %.
»Hvis lægen havde tre kvarter til at pløje sig igennem den infektionsmedicinske lærebog mellem hver patientkonsultation, ville han kunne det samme som TREAT. I virkelighedens verden skal lægen dog lynhurtigt træffe alvorlige beslutninger med udgangspunkt i paratviden og korte vejledninger, og det er udfordrende. Jeg tror, at TREAT vil være en utrolig hjælp især til de unge læger. Det er som at have en bagvagt i baglommen,« siger Gorm Lisby, overlæge ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, i en pressemeddelelse.
Læger er blevet mere gavmilde med antibiotikaene
I mange år havde Danmark en meget restriktiv politik hvad angår brugen af antibiotika.
Det gavnede os, hvad angår resistente bakterier, men undersøgelser viste, at mange patienter reelt var underbehandlede, og at det kostede liv.
»Vi ved godt, at vi inviterer til øget resistens, når vi begynder at bruge mere bredspektret antibiotika, men det valg har vi truffet med oprejst pande, fordi vi har en større viden i dag. Helt firkantet kan man sige, at det er uacceptabel at ofre en patient i dag, fordi vi gerne vil behandle en anden patient i morgen,« siger Gorm Lisby.
Balancegangen handler derfor om at redde liv samtidig med, at muligheden for at kunne behandle med antibiotika i fremtiden ikke sættes på spil, og her skal TREAT hjælpe lægerne.
Fremtidens diagnose er computerstøttet
Gorm Lisby mener, at man i sundhedsvæsnet generelt ikke er gode nok til at bruge computerstøtte til at understøtte livsvigtige beslutninger.
»Jeg ser TREAT som et missing link mellem fortidens og fremtidens måde at diagnosticere og behandle infektioner på. I andre vigtige aspekter af samfundet for eksempel inden for finanssektoren eller militæret har man længe anvendt computerstøtte til at træffe beslutninger i komplekse problemstillinger. Men på sundhedsområdet, hvor vigtige beslutninger skal træffes lynhurtigt, har man hidtil fravalgt den metode,« siger han.
TREAT er endnu ikke implementeret på Hvidovre Hospital. Infektionsmedicinsk Afdeling og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling har testet TREAT, og systemet skal nu på prøve på Hospitalet i en periode.