Danmark har indgået en aftale med medicinalproducenten GlaxoSmithKline, om at annullere en tredjedel af bestillingen af Pandemrix-vaccinen, der skulle beskytte danskere mod A(H1N1).

Men epidemien viste sig ikke at udvikle sig som frygtet, og derfor er cirke 900.000 doser vaccine nu på vej retur til producenten, skriver DR Nyheder.

»Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at blive enige om at reducere det planlagte vaccinekøb med lige ved 30 pct. samtidig med, at vi stadig har et godt og sikkert beredskab,« siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (kons.).

Aftalen betyder, at den danske stat samlet sparer 45 millioner kroner.

Stadig overskud af vaccine
Danmark havde bestilt 3,1 millioner doser vaccine hos GlaxoSmithKline, men selvom noget nu sendes tilbage, og tusinder af danskere allerede har fået sprøjten, så er der stadig overskud af vaccine i det danske pandemiberedskab.

Blandt andet fordi, det først sent i vaccinationsfasen stod klart, at én enkelt dose beskyttede tilstrækkeligt. Tidligere mente man, at det var nødvendigt med to.

Hvad der skal ske med den overskydende vaccine er endnu uvist.

Finanslovpartierne vil i løbet af kort tid tage stilling til, hvad der skal ske med dem.

Læs mere