Et betragteligt dansk nederlag til den amerikanske overmagt.

Det er resultatet af en sammenlignende analyse af det danske sundhedsvæsen og den amerikanske sundhedsorganisation Kaiser Permanente, som en dansk-amerikansk forskergruppe står bag.

Amerikanerne er i flere omgange blev rost til skyerne for deres evne til at skabe sammenhæng mellem primær og sekundær sektor og støtte op om smidige patientforløb. I denne disciplin må også det danske sundhedsvæsen se sig slået.

En af de danske forskere bag undersøgelsen er Anne Frølich, som er overlæge på afdeling for sammenhængende patientforløb på Bispebjerg Hospital og ekstern lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Hun kalder det danske resultat for mindre godt.

Vi kan lære meget
»Kaiser Permanente er en rigtig god organisation, som vi kan lære meget af. Selvom vi da ikke er i bunden af karakterskalaen, er der mange muligheder for forbedringer. Vores analyser tyder på, at vi vil kunne levere mere omkostningseffektive sundhedsydelser og muligvis også bedre kvalitet, hvis vi lærer af deres model,« siger Anne Frølich.

Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra knap 1.000 praktiserende læger i Danmark og læger i de ’medical centres’, som udgør primærsektoren i Kaiser Permanentes system.

Lægerne har svaret på, hvor ofte der er faste, velfungerende procedurer, når en patient skal behandles på tværs af sektorer. Danmark taber i alle kategorier.

Forgæves fremmøde
En af kategorierne er lægernes adgang til den rette information på det rette tidspunkt.

I godt halvdelen af tilfældene i Danmark har lægen ikke den nødvendige information. Et typisk eksempel er en udskrevet hospitalspatient, som forgæves møder op til sin praktiserende læge, der ikke kan hjælpe, fordi udskrivningsbrevet fra hospitalet endnu ikke er nået frem.

I en anden kategori bliver lægerne spurgt ind til, hvor ofte der er faste systemer for koordinering af patientforløb. De praktiserende læger i Danmark svarer kun ja i 13,4 pct. af tilfældene.

I Danmark er en af de store barrierer for en god koordinering, at en patient med en kronisk sygdom ofte bliver behandlet på både et specialiseret hospitalsambulatorium og hos den praktiserende læge. Den store forskel på de to systemer er, at Kaiser Permanentes primære sektor er samlet i ’medical centres’, hvor almen praksis og ambulatorier i højere grad er samlet.

Ifølge den danske førsteforfatter på undersøgelsen, Martin Strandberg-Larsen, giver det en klarere ansvarsfordeling hos Kaiser Permanente. Han har skrevet artiklen som en del af sit ph.d.-projekt om det sammenhængende sundhedsvæsen og er ekstern lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og sundhedsøkonom i Novo Nordisk.

»Lægerne hos Kaiser Permanente har en klarere oplevelse af at arbejde sammen i teams på tværs af sektorer. Det er fordelen ved at vælge en mere centraliseret model med større lægehuse. I Danmark har vi valgt en model, hvor de praktiserende læger i højere grad bor tæt på patienterne. Men den danske model kræver, at vi bliver bedre til at samordne indsatsen for kroniske patienter,« siger Martin Strandberg-Larsen.

Et vigtigt element i Kaiser Permanentes succes er det fuldt integrerede it-system, som alle lægerne kan logge ind på. Det sikrer, at lægerne altid har den information, de skal bruge.

I Danmark er de praktiserende lægers it-system endnu ikke lige så godt integreret med sygehusenes it-systemer. Andre vigtige systemer for koordinering er forløbsprogrammer eller pakkeforløb for en given patientgruppe, som på trods af den danske indsats på dette område stadig er mere integreret i den amerikanske model.

Kvalitetskultur
Kaiser Permanente har indbygget økonomiske incitamenter, så lægerne bliver belønnet for at forbedre patientforløbene. Ifølge Anne Frølich er det ikke nødvendigvis den rette vej i Danmark, men det er vigtigt at understøtte lægernes mulighed for at skabe sammenhæng gennem f.eks. forløbsprogrammerne.

»I Danmark har vi ikke samme kvalitetskultur og heller ikke samme indsigt i, hvordan vi forbruger vores ressourcer. De har en stærk kultur og en ledelse, der fokuserer på høj kvalitet. Samtidig er Kaiser Permanente omgivet af konkurrenter, der presser organisationen til at levere sundhedsydelser omkostningseffektivt.«

Den dansk-amerikanske undersøgelse er en del af et større forskningsprojekt for Rockwool Fonden.

Kaiser Permanente

  • Kaiser Permanente er den største af de amerikanske sundhedsorganisationer med 8,6 mio. medlemmer, 14.600 ansatte læger og et budget på over 40 mia. dollar.
  • Den opererer i ni stater og er en nonprofit organisation, der organiserer alle led i behandlings- og plejekæden for medlemmerne.
  • Undersøgelsen er baseret på det nordlige Californien, som er det geografiske område, hvor Kaiser Permanente har flest medlemmer (3,2 mio.).