Forskere fra Herlev Hospital og Københavns Universitet har opdaget, at der er en sammenhæng mellem mængden af CRP-protein i blodet og kræftrisiko. Resultaterne er offentliggjort i Journal of Clinical Oncology.
Har man et øget indhold af CRP-protein i blodet, er risikoen for at udvikle en kræftsygdom 30 procent større, end hvis proteinet ikke er til stede. Og når det kommer til lungekræft, er risikoen fordoblet, skriver Berlingske Tidende.
CRP-proteinet mobiliseres af kroppens immunforsvar, undersøgelse er den første store af sin art, der udpeger stoffet som et tegn på kræftrisiko.
Kræft kan opdages tidligere
Det åbner op for, at kræft kan blive opdaget tidligere i sygdomsforløbet end i dag, for nu kan praktiserende læger opdage en kræftrisiko med et generelt sundhedstjek.
Og når det gælder patienter, der allerede har fået konstateret kræft, kan den nye viden måske afsløre skjulte metastaser, som det er afgørende for overlevelsen at få behandlet, skriver Berlingske Tidende.
»Når en kræftpatient alligevel skal igennem et større program af undersøgelser, vil det være naturligt også at måle blodets indhold af CRP. Det er enkelt og billigt og giver lægerne en ide om, hvem der måske skal behandles særligt aggressivt for at overleve længere,« siger læge og ph.d.-studerende Kristine Allin, der er en af bagmændene bag undersøgelsen, til avisen.
Undersøgelsen bygger på data fra 10.408 mennesker, hvor deltagerne er undersøgt første gang i 1991 til 1994 og derefter 16 år efter.
Det viste sig, at 1.600 personer havde udviklet en kræftsygdom, og at de personer havde et forhøjet indhold af CRP i forhold de raske personer.
Undersøgelsen er publiceret i det lægevidenskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology.
Undersøgelse
Mikkel Aabenhus Hemmingsen