Som en af de få havde hun besluttet sig for at gå hele vejen. Hun kimede læger og myndigheder ned, undersøgte muligheden for at slæbe den danske stat i EU-retten og rejste til Tyskland med 60.000 lånte kr. på lommen for at få de første behandlinger med regional kemoterapi.

Siden har 46-årige Marie Fjellerup fået sine behandlinger betalt, men først da hun kunne fremvise god effekt af sin behandling for leverkræft, gav myndighederne i Danmark sig. Selvfølgelig skulle hun have lov til at få en behandling, som reddede hendes liv – også selvom læger uden for Danmarks grænser fik æren.

I dag har Marie Fjellerup ingen metastaser i leveren - men mener, at hendes historie er et godt eksempel på, hvor tøvende danske læger er med at sende patienter i behandling i andre EU-lande, hvor de har mere erfaring med en bestemt type behandling.

»Det er fuldkomment vanvittigt, at man som privatperson skal være så stærk og selv lægge penge ud for at få den bedste behandling. I Danmark har jeg oplevet den holdning blandt læger, at hvis vi ikke kan finde ud af det her, så er der ingen, som kan. Som patient bliver man banket ned gang på gang, og hvis jeg ikke havde fået så meget støtte fra mine veninder, var jeg aldrig kommet igennem det. Der er ingen hjælp at hente,« siger Marie Fjellerup.

Spredt til leveren
I 2002 blev Marie Fjellerup opereret for brystkræft, men i 2005 havde det spredt sig til lever og knogler. Lægerne på Herlev Hospital forsøgte i over et år med kemobehandling, uden at det gjorde andet end at holde metastaserne i nogenlunde ro. Hun bad lægerne om at prøve noget andet og sende hende til behandling i udlandet, men de afslog. Sidste mulighed var derfor det såkaldte second opinion-udvalg, som på vegne af Sundhedsstyrelsens skal vurdere, om patienter skal sendes i eksperimentel behandling i udlandet eller herhjemme.

»Da jeg havde ventet i et år, bad jeg lægen ansøge second opinion-udvalget om penge til at komme i at komme i behandling i Frankfurt. Hvis de afviste, havde jeg så muligheden for at gå til EF-Domstolen. Udvalget sagde da også ja, under den forudsætning at Herlev Hospital gik med til et forskningssamarbejde med hospitalet i Frankfurt. Hospitalet sagde dog nej, og derfor tog jeg til Frankfurt og betalte for de første to behandlinger selv,« forklarer Marie Fjellerup.

Syg eller død
Retssagen droppede hun, men stod selv for kontakten til hospitalet i Frankfurt.

»På Herlev Hospital sagde de, at min behandling ville få store bivirkninger og frarådede mig at tage af sted. Men det var ’peace of cake’, og efter to behandlinger med regional kemoterapi var der 30 pct. reduktion på mine metastaser i leveren. Jeg var henrykt og ville selvfølgelig fortsætte. Så jeg sendte scanningsresultater til second opinion-udvalget, som efter at have set effekten bevilligede pengene,« forklarer hun.

Marie Fjellerup fik sin sidste behandling i august efter at have været i Frankfurt 11 gange, og den seneste scanning har vist, at metastaserne er helt væk. Sammenlagt har behandlingen kostet omkring 370.000 kr. – de første 60.000 kr. betaler hun stadig selv af på, da second opnion-udvalget ikke giver penge med tilbagevirkende kraft..

Marie Fjellerup har svært ved at forstå, hvorfor myndighederne er så tøvende med at sende folk afsted.

»De skulle jo alligevel have betalt for min kemobehandling i Danmark. Og hvis jeg ikke var taget derned, havde jeg været rigtig syg eller død,« siger hun.

Herlev Hospital har i et par år kørt forsøg med regional kemoterapi som eksperimentel behandling og har haft gode resultater, men kun for bestemte typer patienter. Marie Fjellerups kræfttype faldt ikke ind under kriterierne, men derfor burde danske læger ikke opgive patienterne, mener hun.

»I Frankfurt er de højt specialiserede og udfører regional kemoterapi på mange patienter dagligt med min type kræft – så hvorfor ikke bare anerkende, at danske patienter kan få gavn af det, selvom man ikke har succes med det i Danmark,« siger hun.
 

Link